Kort før sin 91-års fødselsdag 15. juni får danserinden, koreografen og pædagogen Nini Theilade sine erindringer ud i bogform. Det kan hun være godt tilfreds med, for de har været i gode og erfarne hænder hos Lone Kühlmann. Det er hende, Nini Theilade har fortalt dem til. Således om moderen: »Vi var fuldstændig opslugte af hinanden og afhængige af hinanden. Dengang fik hun mig til at tro, at det var mig, der var afhængig af hende. I dag kan jeg se, at hun var lige så totalt afhængig af mig. Uden mig var hun ingenting«. »Jeg gav hendes liv indhold og mening. Jeg var hendes entré til den fashionable internationale verden, der var så nødvendig for, at hun kunne udfolde sin charme og sine rige evner i det high society, hvor hun følte sig som en fisk i vandet«. Dansens selvstændige rum Der er nok ikke mange tilbage, der husker Nini Theilade fra hendes storhedstid. I Danmark blev hendes ballet 'Psyche' opført af TV-Teatret i 1966, og siden har hun arbejdet som balletpædagog, senest på Oure Idrætshøjskole på Fyn. Men før det har hun optrådt for fulde huse i mellemkrigstidens Europa og USA. Hun har mødt eller arbejdet med nærmest alle de myteomspundne dansere og koreografer. Dertil kom de musikere, kunstnere og kongelige, hun kom i nær berøring med. Som barn og ung var Nini Theilade med egne ord 'et produkt', der blev markedsført og fejret på en måde, der ikke står tilbage for nutidens hysteri. Men også et enestående naturtalent og en egensindig, konsekvent kunstner med sine egne ideer om, hvad hun ville i dansen. Men kun dér. Dybt underholdende I alt andet var hun umoden og uvidende og hjælpeløs, holdt på babystadiet af den ovenfor beskrevne mor. Det gør indtryk at læse, hvordan hun efter en tiljublet triumf på scenen styrter hjem for at se, om dukken har tisset i bleen. Som læser finder man stor trøst i denne bogs titel: 'Dansen var det hele værd' og Nini Theilades afsluttende forsikring om, at meget i sit liv har hun fortrudt. »Men aldrig dansen«. For det var et farverigt og fantastisk, men også et hårdt og i lange perioder overfladisk og følelsesmæssigt uforløst liv. Man er glad for ikke at have været i det miljø, der beskrives, det være sig som fattig slægtning i København, som hårdtarbejdende balletelev i Paris og vidunderbarn på turné eller som tomhjernet gås blandt afsatte konger i Portugal. Men det er dybt underholdende. Hårdt arbejde var det hele tiden, som barn var hun konstant udmattet og segnefærdig, men dygtig var hun, fornemmer man, når hun var på banen, for eksempel som både koreograf, balletmester og primaballerina hos Max Reinhardt på 'En skærsommernatsdrøm' i Hollywood som 19-årig. Ekstra klangbund Nini Theilade blev født i 1915 som første og eneste barn af et ungt par på Java. Den danske far, der var bestyrer på en sukkerplantage, og moderen, der var på besøg fra Holland hos sin søster, havde giftet sig impulsivt. Ninis fødsel ødelagde moderens fysiske liv, for sukkerplantagens slagter af en læge antog veerne for at være blindtarmsbetændelse og gjorde, hvad han kunne for at slå både mor og barn ihjel. De overlevede, men begge med livsvarige mén. Moderens var fysiske - hendes skamferede underliv var ét stort smertende arvæv og gjorde hende til morfinist, og datteren skulle som ovenfor beskrevet erstatte alt andet i moderens liv - især et seksualliv. Den 90-årige fortæller med sen, resigneret indsigt, skyldfølelse over for egne børn og afdæmpet bitterhed mod moderen om dette afgørende grundskud i den lille families liv. At formuleringerne er så prægnante i deres lavmælthed, skyldes dels fortællerens dramatiske talent, dels Lone Kühlmanns sans for sammenhæng, pointer og - vil jeg tro - lejlighedsvis insisterende boren, så historien får den ekstra klangbund, der gør den andet end farverig. Vant til fortielser Moderen fik afløb for sine frustrationer på sukkerplantagen ved at undervise de lokale børn i dans efter en moderne teknik, og det blev Ninis skæbne. For hun fandt sin forløsning i dansen, men hendes ankler ville ikke have kunnet holde til klassisk dans. Siden var de fattige i København, rige efter morfars arv i Paris, ombejlede af interessante danskere, fordi faderen redigerede en dansksproget avis, og så fulgte turnélivet i hele verden, først med moderen, siden uden. Men det holdt ikke længe, for Nini kunne dels ikke klare sig alene, dels var hun psykisk og kunstnerisk slidt op af at være blevet kørt for hårdt. Desuden var hun strandet med Ballet Russe de Monte Carlo i Amerika under krigen. Hun giftede sig med en faderfigur i Brasilien og fik to børn, og livet som societyfrue er nok så interessant at læse om som de kunstneriske aktiviteter. Især fordi alting ikke var, hvad det så ud til. Det kunne lade sig gøre, fordi Nini Theilade fra barnsben var vant til fortielser. I meget sympatisk selskab 1960'erne i København forbigås; de var vist ikke lykkelige, undtagen de få gange, hvor Nini Theilade var engageret på Det Kongelige Teater enten som danser eller koreograf. Det store lyspunkt er veninden Else Marie Pade, den danske elektronmusiks moder, og så den sidste ægtemand, der var impresario og fik hende på dansesporet igen. Ellers var det arbejde på et gartneri og i Daells Varehus' postordreafdeling, og karakteristisk for Nini Theilade gør hun ingen tragedie ud af det. Man er som læser taknemmelig for at have fået et så specielt, åbenhjertigt og veldisponeret stof mellem hænderne. Fra en tid, der snart er meget fjern - og helst ikke skulle komme igen. Hverken fortæller eller skribent er forfaldet til at finde skurke og ofre; det skulle da lige være, da moderen stikker af med datterens forlovede; men selv det foreslås der en positiv forklaring på! Som læser accepterer man, at sådan blev det liv af de og de grunde - plus nogle andre, vi ikke ved noget om. Vi behøver hverken at forstå eller ynke, og vi er godt og lødigt underholdt i meget sympatisk selskab.