Lige siden fhv. statsminister J.O. Krags datter, Søsser, en dag sidste efterår optrådte her i bladet i en reportage om sine planer om at skrive en bog om sin far (på grundlag af Krags dagbogsnotater), har jeg haft en diffus sympati for hende. Det kan vel være, som der stod i reportagen, at hun kæderøg cigaretter og drak guldbajer om formiddagen, og at hun virkede selvusikker og pinagtig. Men hun er en sklerosepatient, og hun har andre egenskaber end den åndsfraværende kæderygers. Hun er en meget sød og varm pige, tror jeg (har aldrig mødt hende), og hendes liv har i hvert fald skabt hende det, som de færreste danskere modtager af livet: en skæbne. Forbyde udgivelsen Hele balladen om bogen skyldes i virkeligheden fhv. udenrigsminister Kjeld Olesens indgriben. Ham har jeg også respekt for, men om jeg begriber, hvorfor Søssers projekt skulle skabe så megen frygt og forargelse hos ham, at han ville forsøge at bremse det! Da J.O. Krag døde, blev hans efterladte papirer overdraget til Arbejderbevægelsens Arkiv og Bibliotek med fire socialdemokrater som eksekutorer. De to overlevende, Kjeld Olesen og Søren Hansen, blev så rystede over Søsser Krags manuskript, at de prøvede at forbyde udgivelse. Kjeld Olesen var i hvert fald aktiv. Først ved advokat Jens Jordans mellemkomst blev det fastslået, at J.O. Krags dagbøger er arvingernes ejendom. Samtidig fremgår det af Søsser Krags bog, at hun ikke kunne få lov at se dagbøgerne fra 1969 til 1973 (hvorfor ikke?), og for disse år har hun og Peter Salskov altså måttet holde sig til Bo Lidegaards værk 'Jens Otto Krag: 1962-1978'. Tvivlsom snaskværdi Det er sandt at sige viel Geschrei und wenig Wolle. Kjeld Olesen har formentlig været nervøs ved tanken om afsløringer af nogle af J.O. Krags veninder gennem årene. Det er det 'snask', som bogen skal sælges på. Men snaskværdien er mere end tvivlsom. Dels er mange af veninderne for længst døde, dels er andre af dem temmelig gamle, dels er vi - med skam at melde - overordentlig ligeglade. Er De interesseret i at vide, at J.O. Krag engang kom sammen med Cornelia Zibrandtsen, med 'Birte X', med 'Lene Bro' (måske), med Lillian von Kauffmann (måske), med Suzanne Brøgger (højst måske) eller med Ninka (højst, højst måske)? Jeg er det ikke, og jeg er ellers et temmelig ordinært popvrag, når det gælder sladder (som jeg i øvrigt altid misforstår.) To gange nul... er nul En anden og meget mere relevant grund til betænkelighed ved udgivelsen kunne være, at det har rystet Kjeld Olesen alvorligt ved læsningen af et manuskript, som er så naivt, så ærketomt og overflødigt, at det gør helt ondt. J.O. Krag var ikke forfatter. Hans datter og den fhv. chefredaktør på Se og Hør Peter Salskov er ikke forfattere. J.O. Krags dagbogsnotater, som bogen sætter personlige kommentarer til, er slet og ret ikke gode. Og to gange nul ... er nul. Digteren! Maleren! J.O. Krags dagbøger har vi været igennem på basis af Bo Lidegaards beundrende mammutværk, som fastholdt Krag som statsmanden. Hans deroute efter afgangen som statsminister i 1972 er for læseren meget klar. Krag troede, at han havde en kunstner inden i sig, som nu skulle ud i luften og beundres, men han havde gjort regning uden vært. Dagbogsnotaterne er lapidariske, patetisk fragmentariske, søgende, prætentiøst 'litterære', registrerende - og ude af stand til at opfylde den fiktive illusion, han må have haft om sig selv, da han i triumf forlod den politiske scene: Digteren! Maleren! Mærkeligt To job stod parat til ham, jobbet som underviser på Institut for Statskundskab i Århus, og jobbet som EF-ambassadør i Washington. Ingen af jobbene passede med hans indre, fortvivlende ambition om at blive kunstner og boheme. Som underviser i Århus gik det ham endda så ilde, kan jeg fortælle, at det manuskript til forelæsning, han ad mange kanaler havde fået en studerende til at udarbejde, vendte tilbage præcis til det oprindelige studielokale, hvor studenten kunne sidde og høre sine synspunkter forelagt. Det er derfor med en blandet fornøjelse, man læser disse fyldige udpluk af et liv uden samling og det, vi forbinder med mening. Intet under, at han drak. Det allersidste dagbogsnotat lyder: »Paulus (Andersen) har måttet fratræde Smedeforbundet på grund af druk. Mærkeligt!«. La grande illusion Ja, mærkeligt og ikke. Man opdager i bogen, hvor mange mennesker som i begyndelsen af hans otium har høje tanker om ham, inviterer ham til mange dyre frokoster og middage (hvis retter vi får den fulde besked om). Men siden svinder det hen. Det hele leder hen til den konklusion, at du altid skal true med at blive - ikke true med at gå. Du skal være ydmyg nok til at mene, at det, du blev, var det, du kunne blive. Søssers (Peter Salskovs) bidrag er egentlig kære og loyale og lige så prægede af la grande illusion: Far må da have tænkt på mig. Og det må da være interessant. Få jeres eget liv Jo, far tænker på Søsser, en hel del mere, da han får god tid. Det fremgår både af dagbogsnotaterne og af kommentarerne, at Søsser var en sød pige, glad for far, også glad for sin bror Christian, som får et eget stilleliv, der ikke er helt uinteressant. Men essensen af læsningen er og bliver et hvorfor. Et 'hvorfor', som potentielt strækker sig et helt andet og mere bedrøvet sted hen: Ak, alle de børn, som gerne ville være så store som deres berømte forældre! Ak, alle de børn, som med lup og lygte gennemtrævler de gamle fædrene skrifter, i det forfængelige håb om at se sig selv. Kig ikke for grundigt. De store fædre blev store - uden jer. Så glem mindesuppen med de meget magre boller i - og få jeres eget liv!