0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Børnekulturen og æstetikken

Hvad betyder æstetik for tidens børn? Professor Beth Juncker går begreberne kunst, kultur og æstetik efter i sømmene og giver svaret i en overbevisende disputats.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Bjørnekultur. Når kunst for børn bliver kunst, er det ikke længere kunst for børn, lyder et af de paradokser, Beth Juncker beskæftiger sig med i disputatsen Om processen . Og hvor befinder Peter Plys sig så i dette paradoks? Illus: E.H. Shepard

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Børnekultur er ikke rigtig kultur. Sådan tænker mange, og det gør de med en vis ret.

En børnebog har f.eks. ofte et pædagogisk tilsnit, den er måske også skrevet af en pædagog, den er meget enkel i sin opbygning, og den ligner masser af andre børnebøger. Den skal helst være spændende, og så skal den være oplysende og udviklende - og ikke moralsk anstødelig.

På den måde vrimler biblioteket med børnebøger, der er tilpasset børn på bestemte alderstrin. Børnebøger er ens. Der er noget læse-let over mange af dem! Det samme kan siges om børneteater, om børnefilm og om meget andet kultur, der produceres for børn.

Børnekultur som begreb kom ind i sproget i 1971, hvor det drejede sig om at skabe en programflade for børn i Danmarks Radio. Her skulle både være udsendelser for børn, og samtidig skulle børn beskyttes mod de frie markedskræfter.

Kunsternisk sigte
Men børnelitteratur er også noget andet, der slet ikke har en pædagogisk karakter. Det er litteratur for børn, der også er litteratur i voksenforstand. Altså litteratur, der lever op til kunstneriske kvaliteter og har et budskab til såvel børn som voksne.

Her er det ikke pædagoger, der er forfattere, men 'rigtige' forfattere: H.C. Andersen, Lewis Caroll (Alice i eventyrland), A.A. Milne (Peter Plys), Astrid Lindgren (Pippi Langstrømpe), Benny Andersen (Snøvsen) og Ole Lund Kirkegård (Lille Virgil).

Der er en mængde værker i børnekulturen, der skabes med en særlig hensigt - og så er der den del af børnekulturen, der har et kunstnerisk sigte, men som børn sommetider ikke selv kan læse eller forstå uden videre. Vi står med andre ord over for et paradoks, der alment kan udtrykkes således: når kunst for børn bliver kunst, er det ikke længere kunst for børn.

Med børnene i centrum
Det er det paradoks, der har fyldt meget i de sidste årtiers diskussioner inden for børnekulturen. Der er skrevet artikler og afhandlinger, og der er kridtet fronter op. Et forsøg på afklaring skelner mellem kultur for børn, kultur med børn og kultur af børn. Og i dag, hvor barndommen stort set er indhegnet af børneinstitutioner, fylder kultur for og med børn rigtig meget gennem hele barndommen.

Det er denne børnekulturelle verden, Beth Juncker sætter sig for at rydde op i med sin disputats, der forsvares fredag 2. juni ved Danmarks Bibliotekshøjskole. Hun går grundigt til værks og inddrager læseren i alle de trængsler og misforståelser, hun selv har været igennem i sin jagt efter sjælen i børnekulturen.

Er der en børnekulturel sjæl, og hvad er dens egentlige væsen? Det er den ene grund (må man formode) til, at afhandlingen har titlen 'Om processen': man følger, ikke uspændende, hendes søgeprocesser og anfægtelser. Den anden grund til titlen er det svar, hun giver: børnekulturens sjæl er selve den proces, der udgør den barnlige erkendelse, den er ikke et produkt skabt for at belære, men en erkendelsesproces, der ikke er intellektuel og rationel, men sensitiv, magisk, fantasifuld og emotionel.

Den er en skabelsesproces, med barnets synsvinkel i centrum. Det er denne erkendelsesproces, der betegnes som æstetisk, fordi den bygger på en »... kulturel arv af kropslige, rytmiske, metriske, lydlige, billedlige, bevægelsesmæssige, altså æstetiske udtryksformer, der kan aktualiseres, når som helst og hvor som helst situationerne byder sig til«. (Side 148).

Derfor er børnekultur ikke pædagogik og dermed et socialisationsspørgsmål, men et æstetisk spørgsmål, hvor børnene selv er i centrum, og som forudsætter et børnekulturelt fortolkningsfællesskab. Her skabes noget, der handler om børn som 'beings', ikke som 'becomings'.

Lægger en god bund
Baggrunden for denne forståelse og denne placering af børnekulturen er, hvad Juncker, med baggrund i videnskabsfilosoffen Thomas S. Kuhn, kalder et paradigmeskift: fra en kultur, der bygger på kultur for og med børn til en kultur af børn. Et paradigmeskift, der forudsætter moderniseringsprocesser i slutningen af 1900-tallet, hvor børn er blevet aktører og er inddraget i deres eget liv på en helt anden måde end tidligere. Barnet i centrum, også i børnekulturen.

Beth Juncker argumenterer overbevisende for en forskel mellem det æstetiske og det sociale på et kulturelt felt, og hun dokumenterer den i casestudier af børnelitteratur. Derfor er hendes afhandling et vigtigt bidrag til den fortsatte udvikling af børnekulturen i alle dens afskygninger. Man kan som læser heller ikke undgå at stå tilbage med mange spørgsmål.

Et af dem handler om den enorme mediepåvirkning, som børn udsættes for, hvad vil den gøre ved børns æstetiske processer? Fire-fem timer foran skærmen hver dag, vil det fremme børns egne ressourcer, eller vil børn i virkeligheden gradvist blive frataget det potentiale, de fra naturens hånd er udstyret med? Et andet spørgsmål er, hvilke konsekvenser Beth Junckers klargørende analyse har på al den kultur, der i institutionerne skabes for og med børn?

Kan den lægges om og inddrage børn i et direkte samspil - uden at det så af den grund bliver børn, der i bedste pædagogiske hensigt optræder for hinanden? Hele analysen fortjener et videre perspektiv ind i den enorme standardisering, der finder sted i massekulturen. Kan barnesjælen og børnekulturen reddes her? Men Beth Juncker har lagt et fornemt grundlag for både vores forståelse og nødvendige indsats.