Står man en junidag et sted på Øresundskysten nogle kilometer nord for Skovshoved, kan man garanteret se Hven, som ligger og nærmest vinker til beskueren med sine flotte klinter og krasgule rapsmarker. Man får en uhæmmet lyst til at tage derover, og man småærgrer sig over, at svenskerne fik gaflet øen dengang i 1600-tallets midte. Hven kalder vi øen, i gamle dage blev den undertiden kaldt Venius, mens sømændene gav den et endnu smukkere navn, nemlig Skarlagensøen. Det var dengang, Tycho Brahe havde sit forskningscenter herovre. Det holdt, som alle vel ved, til i Uranienborg - et vidunderlig smukt hus - samt i Stjerneborg, hvis sørgelige rester man kan beskue. Det gamle Uranienborg Af Uranienborg er der ikke noget tilbage. Det blev revet ned med en utrolig hast, da Tycho havde forladt øen, og det blev sagt, at det var en slags hævnakt fra bøndernes side, for da Tycho kom til øen, havde det været slut med deres forholdsvis behagelige liv. At de hadede ham, er måske en skrøne, men de pløjede resterne af huset ned med stor ildhu. Nogle af stenene kom dog ikke i jorden, de blev brugt til at bygge et nyt Uranienborg. Christian IV stod som bygherre, og han overlod det og Hven gennem nogle år til sin maitresse Karen Andersdatter Wincke. Huset fik navnet Ny Uranienborg, og det var et kønt renæssancehus, men ikke ganske så udziret, som Uranienborg havde været. Det er markeret på gamle kort, og det omtales også i rejseskildringer fra 1700-tallet, men det blev aldrig så interessant som det gamle Uranienborg. Det nye Uranienborg forfaldt mere og mere, og der findes beskrivelser af forfaldet, og til sidst blev det uden større sentimentalitet revet ned. Et lille landbrugsland Johan Ludvig Heiberg var optaget af astronomi, og derfor måtte han naturligvis også til Hven. Han skrev dog noget skuffet om besøget i 'Urania' fra 1846, for sporene efter hans helt Tycho var få og små, fandt han. Hven var der ikke mange, som interesserede sig for, men så fik Sverige en jagtglad/jagtgal konge, Oscar II, og for at huse de mange jagtgæster byggedes sidst i 1800-tallet endnu et Uranienborg, og det blev døbt Uranienborg Kongsgård. Omkring hovedbygningen var der landbrugsbygninger, for Hven var et, om end lille, landbrugsland, og i 1917 brændte de fleste af disse bygninger ned, mens hovedhuset stod tilbage. Det husede gennem mange år jagtselskaber, som kom, skød og rejste hjem igen, mens bønderne passede deres dyr og marker. Smuk bog Det har dog ikke været kongsgårde det hele. Endnu en gammel gård findes, nemlig Nämndemansgården eller Kahojagården, som den blev kaldt i folkemunde, og det er - var - en rigtig bondegård, som i dag tilhører Hvens Hembygdsförening, og den fremstår i dag køn og velholdt. De tre gårde på Hven er beskrevet så fyldestgørende, som arkivmaterialerne har givet mulighed for i Lena Carlssons oplysende og smukt tilrettelagte bog 'Om tre gårdar på Hven'. Den giver læseren den største lyst til at drage over til Skarlagensøen for at opleve dens skønhed og annamme lidt af den historie, der ligger på den anden side af Tychos rejse - eller skal vi kalde det for hans flugt ned til kejseren i Prag.