Filosofisk hovedværk udkommer på dansk

Det ville være fristende, men måske også misvisende, at betegne filosoffen Gilles Deleuze og psykiateren Félix Guattaris 'Tusind plateauer' (1980) som det tyvende århundredes vildeste bog.

Misvisende, fordi 'vildskab' angiver noget uregerligt og rodet, og misvisende, al den stund 'Tusind plateauer' knap kan kaldes en bog, et værk, endsige en afhandling.

Men der er ikke noget forgjort ved at placere den på en spids, en helt usædvanlig ekstrem.

Stof og former
Deleuze og Guattari skrev sammen 'Anti-Ødipus' i 1972, en brillant og udsyret kritik af freudianisme og marxisme, inspireret af studenteroprøret i 1968, dernæst otte år senere 'Tusind plateauer', hvor de to tekster blev flettet sammen som værk af den fælles undertitel 'kapitalisme og skizofreni'.

Projektet er politisk og morfologisk - der er tale om en generel lære (eller måske vranglære) om stof og former, en lære om betingelserne og måderne for formers udviklinger og afviklinger, tilblivelser og sammenkoblinger, herunder det politiske livs og samfundslivets formdannelser.

Der skelnes nok mellem forskellige typer tegnregimer og formfelter, men i teksten veksles der uhyrligt adræt mellem konkrete, de facto-former og begrebsliggørelsen heraf, det gælder f.eks. kapitlet om glatte og stribede rum, der hen over et par sider befatter sig med subtile forskelle mellem hækling, quiltning og filt, og med havets kortlæggelse ved hjælp af striber og linjer.

Eller kapitlet om 'opfangelsesapparat', hvor vi et sted hører en kritik af økonomen Ricardos begreb om rentedannelse, et andet sted om Anatoliens Catal-Hüyük, en beholdning af vilde frø og dyr, der danner grundlag for landbrug og dyrehold.

Hjemmegjorte udtryk
Det ville være en ganske morsom underdrivelse at sige, at 'Tusind plateauer' bedriver tværfaglighed - der er langt snarere tale om nogle snit og operationer, der fuldkommen virtuost ignorerer mere gumpetunge forsøg på at flikke enkelte fagdiscipliner sammen.

Teksten er komponeret som en sammensætning af de såkaldte 'plateauer', det er en udledning af udtrykket 'rhizom', altså rodvækst - plateauet eller rhizomet er altid i midten, er altid imellem yderpoler eller abstrakte punkter i skemaer, det begynder ikke rigtigt, og det afslutter heller ikke helt noget.

I slipstrømmen af disse plateauer arbejder Deleuze og Guattari med 'montager', sammenkoblinger af mangfoldigheder af begreber og fænomener eller udsnit heraf.

Udtrykkene er hjemmegjorte og betegner parrets forsøg på at udvikle en egen terminologi (der strengt taget hverken er videnskabelig eller litterær), en fremgangsmåde, der typisk viser sig ved, at de to tager termer - f.eks. stratum, segment, linjer, montage, deterritoralisering, rhizom - hentet fra oprindelige specialdiscipliner og dernæst forsyner dem med deres eget, suveræne fletværk af definitioner og betydninger.

I og af denne verden
Konkret er teksten dannet af femten sådanne plateauer, der hver for sig har en dato og en titel; til eksempel '20. november - lingvistikkens postulater', '1227 - afhandling om nomadologi: krigsmaskinen', '1914 - en enkelt ulv eller adskillige?'.

Der er ingen fremadskridende kronologi i tidspunkterne, de går fra 1914 over 10.000 f.Kr., 20. november 1923, 587 f.Kr., 28. november 1947, år nul, 1874, 1933, 1730, 1837, 1227, og endelig 7.000 f.Kr. - i nøjagtig den rækkefølge; man kan altså gå ind i og ud af teksten hvor som helst og når som helst.

'Tusind plateauer' vil ikke og kan ikke lave et billede af verden - den indgår derimod på et plan i og med verden, er udtrykkeligt i og af denne verden, flimrer og opskærer i takt eller ude af takt med verdens mangfoldighed af bølger, rim, strømme, og taktiske manøvrer.

Livfuld cirkulation af idéstrømme
Der er en klar tendens til - og det er en gængs kritik - at Deleuze og Guattari privilegerer rodnettet, nomaden og flugtlinjen, frem for træets centerstruktur, den fastboende og landegrænsen, at de flirter med bevægelsen og skizo-strømmen, frem for Staten og loven.

Men det ville være en forhastet fejl at tilskrive dem en naiv romantisme og vitalisme (Livets ulmende stof over for Samfundets stivnede former ...), for der er tale om en betydeligt mere sofistikeret begribelse af de uendeligt mange måder, hvorpå form og materie gensidigt griber ind i hinanden, afbryder hinanden, beriger og bekriger hinanden indenfor alle tænkelige og utænkelige felter og planer.

'Tusind plateauer' er endeløst meget kløgtigere end som så, den er også mere flabet og uforskammet, mere nysgerrig og utålmodig, mere fladpandet og monumental i sine fejlgreb; det er korrekt, at der er tale om polemik og raseri rettet mod især Statens vederstyggelige regimente, men det sker hverken i en naiv neo-liberalismes eller dubiøs neo-anarkismes navn og ej heller som forbitret ressentiment.

'Tusind plateauer' er langt hen ad rodnettet en køligt beregnende og stringent undersøgelse af specifikke fænomener og sammensætninger af fænomener - parret med et hæmningsløst utal af narrative og begrebslige kneb og strategier, alt der kan befordre den mest muligt intense og livfulde cirkulation af idéstrømme.

Livlig mangfoldighed
Hvad er teksten frem for alt ikke? Snerpet, doktrinær, fantasiforladt, provinsiel, middelmådig, indebrændt, vrissen. '1837 - om omkvædet' indledes sådan her:

»1. Et barn, der i mørket er grebet af frygt, trøster sig selv ved at nynne. Barnet går og standser, alt efter sangen«. - Men hør så disse sætninger, fra '7000 f.Kr. - opfangelsesapparat':

»Skatten er direkte det sted, hvor de tre renteformers ækvivalens og samtidighed udarbejdes (...) Med skatten finder staten siden hen et middel, der kan bruges til udenrigshandel for så vidt som den tilegner sig denne handel«. Lægger man øret til, kræver det ikke meget at opsnappe den vældige, livlige mangfoldighed i 'Tusind plateauer's gigantiske maskine.

Hyldest til oversætteren
Jeg har her kun kunnet strejfe en brøkdel af de manøvrer og begreber, som Deleuze og Guattari opfinder og affyrer i 'Tusind plateauer'.

Men det ville være en skandale, hvis ikke jeg til afslutning bragte en behørig hyldest til oversætteren, digteren Niels Lyngsø, der gennem alle 721 sider har gjort en herkulisk og i ordets stærkeste betydning smuk indsats med den foreliggende tekst; strålende sekunderet af Peter Borum, som generøst og uden tvivl berettiget fremhæves af Lyngsø i oversætterens forord.

Ja, Lyngsø og Borum har nærmest forbedret den franske tekst i den forstand, at vi her får et væld af nyttige noter, et person- og sagsregister og en detaljeret indholdsfortegnelse.

Lyngsøs noter gentages mange gange identisk undervejs, formentlig ud af respekt for forfatternes ønske