Aldrig nogensinde før har vi talt så meget om identitet, som vi gør i disse år. Hvem er jeg? Hvem vil jeg gerne være? Hvordan vil jeg gerne opfattes af andre? Hvilken gruppe hører jeg til?– er nogle af de store spørgsmål, som vi må forholde os til, når det gælder vores identitet og billede af os selv. En af grundene til, at vi taler så meget om identitet, er, at identiteten i det postmoderne samfund er blevet et problem i den forstand, at det er noget, der ikke bare kommer automatisk af sig selv. I modsætning til de traditionsstyrede samfund, hvor identitet er noget, man får i kraft af sit køn, sit familietilhørsforhold, job eller lignende, så skal vi i dag i det postmoderne samfund på godt og ondt vælge, hvem vi gerne vil være, og i forlængelse af dette skabe os selv med alle de remedier og muligheder, det moderne samfund giver os. Selvfølgelig er der grænser for valgmulighederne, men sat på spidsen er det op til den enkelte at skabe og iscenesætte sig selv, sit liv og dermed sin identitet. Detaljerne i udviklingen af både den sunde og den forstyrrede identitet består i et komplekst samspil med andre mennesker, biologiske forhold, samfundsmæssige-kulturelle muligheder, vores værdier, idealer og sociale tilknytning. Den enkeltes identitet er således forankret både i den psykologiske udvikling og i de sociale rammer, som vedkommende indgår i og spejles af. Netop genspejlingen i form af andres reaktioner på en, har en stor betydning, både når det gælder udviklingen og bekræftelsen af sin identitet. Forskellige niveauer af identitet Psykologen Carsten René Jørgensen fra Aarhus Universitet, der er forfatter til denne utroligt lærde, stofmættede og spændende bog om identitet, skelner mellem forskellige niveauer af identitet, hvilket har stor relevans, når det handler om at forstå det enkelte menneske. Han skelner mellem jeg-identitet, der er identitetens kerne og forbundet med den enkeltes personlighedsudvikling, og en personligidentitet, der involverer bevidste mål og værdier, som er med til at give vedkommende sin helt egen personlige profil, som gør, at han/hun adskiller sig fra andre. Derudover er der en mere offentlig socialidentitet, der hænger sammen med de sociale roller, som den enkelte indgår i f. eks. som far, Politiken-læser, FCK-fan, psykolog, vinterbader, der alt sammen er med til at tegne billedet af vedkommende selv. Beslægtet med den sociale er der endelig den kollektive identitet, der kan være forankret i f.eks. religion, nationalitet, etnicitet. Ofte vil den kollektive identitet flyde sammen med eller dominere den personlige identitet, og dette gælder specielt i kollektivistiske kulturer. Det enkelte menneske i centrum Vægtningen af de forskellige identitetsniveauer varierer fra person til person og fra kultur til kultur. I de postmoderne vestlige samfund er tendensen, at den individuelle personlige identitet spiller den altdominerende rolle – det enkelte menneske står i centrum – mens man i andre kulturer i højere grad får sin identitet gennem tilhørsforhold til en gruppe og dermed bliver en del af et kollektiv som f. eks. muslim. Her er det ikke den enkelte, men religionen og relationen til profeten, der er det centrale i identiteten. Carsten René Jørgensen har en uhyre klar og øjenåbnende analyse af, hvad der skaber spændinger i den moderne verden, og han peger bl.a. på sammenstød mellem den vestlige verdens krav om personlig autonomi og de mere traditionsstyrede kulturers vægtning af den kollektive identitet, som man f.eks. ser i den islamiske verden. Hvis nogen krænker grundlaget for den kollektive identitet, f.eks. Muhammed, så krænker han det, der er grundlaget for identiteten ikke bare i kulturen, men også hos den enkelte, og dette kan udløse en voldsom narcissistisk krænkelse og raseri, som vi så i forbindelse med Muhammedtegningerne. Identifikationen med de religiøse værdier kan kompensere for en usikker personlig identitet ud fra logikken ’jeg ved ikke, hvem jeg er, men jeg ved, hvem jeg hører sammen med’, og når de fælles værdier trues eller udfordres, så reagerer den enkelte, som om hans eller hendes identitet blev udfordret, hvilket umiddelbart er uforståeligt for en vesterlænding, hvis identitet er individuelt forankret. Terrorhandlingens budskab Et af motiverne til at skrive bogen er et forsøg på at forstå »politisk-religiøs radikalisering og yngre menneskers flirten med fundamentalistiske bevægelser«, og ud over fagbogens klassiske begrebsafklaring og teoridiskussion rummer ’Identitet’ nogle meget originale bidrag til at forstå terrorismens psykologi. Der er lavet flere undersøgelser af grundlaget for den enkelte terrorists handlinger, og udviklingen af en identitet som terrorist er selvsagt meget kompleks. Carsten René Jørgensen advarer mod, at man udelukkende forsøger at forstå terrorhandlingen som et udtryk for den enkeltes individuelle, måske sygelige adfærd. Hvis man gør det, bliver man blind for de budskaber, der udtrykkes gennem terrorhandlingen. Noget af det, der imidlertid karakteriserer et menneske med en svækket modstandskraft over for fundamentalistiske ideologiske bevægelser og terrororganisationer, som Carsten René Jørgensen udtrykker sig, er en stærk overbevisning og identifikation med nogle politiske eller religiøse idealer, som skaber mening og sammenhæng for den enkelte. Kampen går forud for individet Dertil kommer en overbevisning om, at kampen for de ophøjede mål går forud for det enkelte individ, samt en tro på og en parathed til at skabe en ’bedre verden’ med sine egne handlinger. Dette kan være et udtryk for en narcissistisk fanatisk selvovervurdering, som også kan medføre, at verden bliver opfattet som sort-hvid – som bestående af enten gode eller onde, hvor ens egne idealiseres som de gode, mens de andre (fjenden) dæmoniseres som de onde. Hertil kommer formodentlig også et lavt selvværd og en forstyrrelse i jeg-identiteten, som terroristen forsøger at kompensere for ved at identificere sig med fundamentalistiske ideer og opbygge grandiose forestillinger om sig selv og en kreds af allierede (os), der skal bekæmpe en udpeget fjende (dem). Endelig er der en tendens til at afskære forbindelsen med kontakter eller institutioner, der er kritiske over for de fundamentalistiske ideer, som terroristen også selv rigidt har overtaget, og derfor ikke formår at forholde sig kritisk reflekteret til. Viden og noget på hjerte Carsten René Jørgensen formår at beskrive dynamikken omkring ikke blot den enkelte terrorists udvikling, men også i de samfund, der er ofre for terrorisme. Disse meget reflekterede synspunkter kan direkte appliceres på debatten herhjemme, men det vil gå for vidt at forsøge at gengive dem her. Jørgensen har imidlertid både viden og noget på hjertet, som han skylder os at formidle til en bredere kreds. Identitet ligger i tydelig forlængelse af Carsten René Jørgensens to forrige bøger ’Psykologien i senmoderniteten’ (2002) og ’Personlighedsforstyrrelser – moderne relationel forståelse og behandling af borderlinelidelser’ (2006). Han kan noget, som ikke mange andre psykologer her i landet formår, nemlig at se, hvordan den enkeltes udvikling af sin identitet og personlighed hænger sammen med de samfundsmæssige–kulturelle forhold. At kunne se både de små og de store perspektiver på en gang kræver en meget stor indsigt og viden, samt det vi i 70’erne kaldte for ’sociologisk fantasi’. Carsten René Jørgensens faglige produktion ligger på et højt internationalt niveau, og han er en af de bedste hjerner, vi har i dansk psykologi.