Betonvægge, brune linoleumsgulve, orange gelændere. Sådan husker jeg bedst de trapperum, som jeg oksede op og ned igennem på KUA i 1990’erne. Lavtloftede undervisningsrum, klinkegulve, røde vinduer, PH-lamper, Kevi-kontorstole og bænke i beton. Men også vidunderlige lukkede gårdhaver med blomster, buske og træer, hvor vi kunne søge tilflugt, når vi ikke længere magtede den deprimerende stemning inden døre.
KUA – Københavns Universitet Amager – blev et lavpunkt i arkitekterne Eva og Nils Koppels produktion. Opført som midlertidigt byggeri i 1970’erne, men i brug frem til 2010, da man begyndte at rive det ned og opføre nye universitetsbygninger med et venligere udtryk. KUA var et sted, man flygtede fra, så snart éns undervisning var afsluttet, for ud over de nedkørte kantiner var der ikke meget charme over stedet. Faktisk slet ingen.
