Til Luther-årets lødige publikationer hører Aarhus Universitetsforlags digre tobindsværk om reformationen i Europa og Danmark, under redaktion af Ole Høiris og Per Ingesman.
Når prisen trods formatet og de mange billeder kun er 600 kroner for de to bind tilsammen, skyldes det massiv fondsstøtte. Og fondene har fået noget for pengene. Værket gør sig godt på kaffebordet, men er først og fremmest værd at læse.
Mange forfattere får ofte et værk til at stritte i alle mulige retninger, men de to rutinerede redaktører har uden at stække de enkelte forfatteres særpræg sikret bogen et ensartet og helstøbt præg.
Undertitlen, ’1500-tallets kulturrevolution’, er lidt af en floskel, men er i dette tilfælde dækkende, idet reformationen både i Danmark og i Europa i vigtige henseender ændrede mentalitet og forestillingsverden.
Bindet om Danmark giver et sammenhængende og forståeligt billede af reformationens konsekvenser for social udvikling, kirkelig organisation, religiøs praksis, retsvæsen og så videre, hvortil kommer gode perspektiverende artikler om hverdagsliv, skolevæsen, familieliv m.m. Derimod gås der ikke i dybden med de statspolitiske forhold – Rasmus Dreyers interessante artikel er primært kirkepolitisk.
Det er efter min mening en rigtig disposition, idet det politiske system ikke ændredes fundamentalt, selv om konfiskationen af kirkegodset styrkede kongemagten økonomisk.
Niels Kærgaard, der afrunder bindet med en nøgtern vurdering af reformationens samfundsmæssige og økonomiske betydning, understreger, at hvis man vil se en lige vej fra reformationstiden til demokrati, religionsfrihed og velfærdsstat, bliver det et meget retoucheret billede.
Bindet omEuropa er mindre ensartet, men emnet er større og litteraturen langt mere omfattende. Man savner dog et bidrag om reformationens forudsætninger i 1400-tallet, selv om Lars Bisgaards fremragende artikel i Danmarkbindet om den religiøse praksis i senmiddelalderen indeholder mange iagttagelser, der er relevante for store dele af Nord- og Vesteuropa.
Derimod undrer det mig, at der ikke er blevet plads til de reformatoriske strømninger i Nederlandene med de voldsomme billedstorme, mens der gøres meget ud af den engelske reformation og huguenotterne i Frankrig. Nederlandene var i 1500-tallet omdrejningspunktet for europæisk politik og økonomi.
Også modreformation er noget stedmoderligt behandlet, selv om der her var tale om forandringer, der var lige så radikale som reformationerne i nord. Konciliet i Trident eller Trento omtales blot en passant, kun i Louise Nyholm Kallestrups fortrinlige artikel om hekseforfølgelser og Maria Fabricius Hansens lige så udmærkede bidrag om billedkunsten i 1500-tallets Italien inddrages konciliet som en naturlig referenceramme.
Luthers tænkningbehandles i en række artikler. Indlysende er det, at hvis man skriver så meget, som Luther gjorde, er selvmodsigelser uundgåelige. Dertil kommer, at personlige erfaringer ofte betyder ændret fokus. Luther anno 1530 anskuede verden anderledes end Luther i 1520.
I en kompetent analyse af de politiske aspekter af Luthers tænkning fremhæver Svend Andersens velkendte forbehold over for skreven ret, fyrsten skal forlade sig på sin fornuft og ikke altid følge lovens bogstav.
Luthers tankegang er uden tvivl, at fyrster og andre magthavere ikke må være formalistiske, men bruge fornuften, når en sag skal afgøres. Luthers billigheds- eller rimelighedsbetragtning er efter anmelderens opfattelse meget problematisk.
For hvis fyrsten tiltager sig retten til at definere fornuften, kan han afvise den eksisterende retstilstand og dermed handle helt vilkårligt. Betragtningen passer heller ikke med, at Luther også skriver, at fyrsterne meget ofte var nogle slyngler.
Det er umuligt at referere samtlige artikler, men et meget interessant bidrag skyldes Ole Høiris, der med udgangspunkt i to forskellige beskrivelser af tupinamba-indianerne udarbejdet af henholdsvis en fransk calvinist og en tysk lutheraner påpeger de problemer, den nye verden og dens mennesker gav for det traditionelle kristen-antikke verdensbillede, samtidig med at man forsøgte at udnytte de nye indsigter til at underbygge egne religiøse doktriner.
Billedmaterialet er fint, enkelte fejl har dog sneget sig ind. Om portrættet af Niels Hemmingsen fra 1595 (s. 130) hedder det, at det sandsynligvis er malet af Tobias Gemperlin, en kunstner, som Tycho Brahe fik til Danmark. Det er det bare ikke, da Gemperlin døde af pest i 1587.
Erik Dahlbergs prospekt (s. 363) angives at vise den svenske belejring af Malmø i vinteren 1658, men denne belejring er anmelderen ubekendt. Malmø blev svensk i 1658, men det var som følge af den militære udvikling andetsteds. Prospektet viser da også en anden begivenhed: den svenske konge Karl Gustavs ankomst til Malmø efter Roskildefreden.
Men det er flueknepperi. De to bind om kulturrevolutionen i Europa og Danmark i 1500-tallet er gedigen oplysning baseret på de nyeste videnskabelige indsigter.
Det er ikke for de forudsætningsløse, men værker af denne karakter styrker vort kulturelle rodnet.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
