’Fremtidsstaten’ lyder titlen på det manifest, som Henrik Pontoppidans Lykke-Per vil udgive om de storslåede planer for hele Danmark, som han vil samle og udvikle med sin ingeniørkunst. Landets uvidende indbyggere ser Per selvsikkert på som »Raastoffet til Fremtidens Danmark, det døde Ler, som han lig en Gud drømte om at omskabe i sit Billede og indblæse sin frigjorte Aand«. Intet mindre.
Når Jens Otto Krag næsten et halvt århundrede senere, i 1945, brugte netop denne grandiose vending ’Fremtidens Danmark’ som titel på Socialdemokratiets vigtige program for genopbygningen af Danmark efter besættelsen, var det formentlig også tænkt som en diskret hilsen til Lykke-Per, som han kunne føle sig beslægtet med, og til Henrik Pontoppidan, der ligesom Krag kom fra Randers.
