0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Giv en julegave, der glæder langt ind i det nye år. Giv et abonnement på Politiken

Nu skal du lytte godt efter: Der var engang, hvor man faktisk lavede kunst i radioen

Lydmanden Torben Brandt fortæller sin egen personlige historie om radiomontagens gyldne år i DR. Med gode råd til tidens og fremtidens lydmagere.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Finn Frandsen
Arkivfoto: Finn Frandsen

Der er gode fif til lyden som fortælling i Torben Brandts gennemgang af den danske radiomontages historie, som han selv er en stor del af.

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

En af de berømte radiomontager, som Stephen Schwartz stod bag, hedder ’Nattevægteren’ (1971). Her inviteres lytterne med på en natlig rundgang mellem skeletter, kranier og kropsdele i formalin på Anatomisk Institut.

Det er stedets nattevægter, der viser rundt og fortæller, mens det viser sig, at han er på randen af et nervøst sammenbrud. Forgængeren og forgængeren før igen er begge døde af et tilsvarende sammenbrud. Den nuværende nattevægter er begyndt at se på sin egen kone og deres nyfødte barn som – rene kropsdele! Ret uhyggeligt.

Det interessante er dog måden, Stephen Schwartz får uhyggen i kassen på. Alle replikkerne bliver optaget med nattevægteren liggende på et tæppebelagt gulv i et meget lille studie i Radiohuset. Derved kommer nattevægteren på afstand af fortællingen og tvinges i samme greb til at se sig selv udefra. Som interviewer underspiller Schwartz samtidig sin egen rolle og får den interviewede til at udfolde beskrivelserne, og endelig bliver vægteren bedt om at bruge nutid i alle sine sætninger for at forhøje uhyggen: illusionen om, at vi er til stede her og nu.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce