0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

4 hjerter: Tænk at nogen systematisk og med god samvittighed gik på jagt efter andre mennesker for at tage deres hoveder med hjem

På Borneo var der engang folk, som gik på jagt efter menneskehoveder. I deres langhuse hang kranierne i store klynger og bragte beboerne lykke.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
©Internet Archive Book Images
Foto: ©Internet Archive Book Images

Hvorfor gik folk på jagt efter menneskehoveder? Religionshistoriker Mikael Rothstein fremlægger i sin nye bog en hypotese om, hvad hovederne gjorde godt for.

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hovedjægere optræder i fortidens mest kulørte fremstillinger af vilde mennesker; nu om dage vil man hellere glemme, at de har eksisteret. For en vestlig person, der mener, at mennesket er godt inderst inde, er det svært at tro, at der virkelig skulle have levet folk, som systematisk og med god samvittighed gik på jagt efter andre mennesker for at tage deres hoveder med hjem. Men ak! Sådan forholder det sig virkelig, endda flere steder på kloden.

På Borneo holdt skikken længere end andre steder; det var først i 1930’erne, at kristne missionærer og europæiske koloniembedsmænd i forening fik pacificeret folkene i regnskoven.

Religionshistorikeren Mikael Rothstein har tidligere skrevet om hovedjagt, men med ’Næsehornsfuglen skriger’ fremlægger han en samlet hypotese om, hvad hovederne gjorde godt for, og hvordan det var at leve i en verden, hvor mænd gik på organiseret jagt på folk i nabolandsbyen, og man måtte udsætte vagtposter samt færdes i bevæbnede grupper af skræk for at skulle afgive egne hoveder næste gang.

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce