Når tankerne flagrer, og den indre myretue får kroppen til at sitre, kører forhenværende socialminister Manu Sareen sit rullende kontor ud til Refshaleøen, hvor han parkerer en meter fra vandet, mens bilradioen spiller Mozart på højeste volumen, og mågerne skriger om kap. Det er sådan, han finder ro til at samle al sin rastløse energi på ét sted. Det er sådan, han får skrevet sine børnebøger og tænkt sine tanker om verdens indretning.
Sareen fik for få år siden konstateret adhd, og han deler dermed skæbne med 3-4 pct. af den danske befolkning. Vi taler om en mere eller mindre invaliderende opmærksomhedsforstyrrelse med mere eller mindre udtalt hyperaktivitet – og vi taler om mennesker, der har vanskeligt ved at fokusere, fordybe sig og slappe af, og som typisk fra barnsben har kæmpet med at finde fodfæste i skolen og på de sociale arenaer. De kan være nogle ustyrlige krudtugler, som hænger i gardinerne og spreder kaos i hverdagskonteksten – eller de kan være tavse outsidere, som mistrives i stilhed, mens de år for år hægtes af udvikling og fællesskaber.
