Tove Jansson var en helt i homo-kredse, en stædig maler, et familiemenneske og kvinden bag et af de mest originale eventyruniverser: Mumidalen. Oversat biografi forsøger at samle det hele.

Hun »kunne brække sig ved tanken om en mumitrold«

Tove Jansson i sit atelier i Helsingfors. Kæresten Tuulikki Pietilä fik et atelier i samme bygning, og via loftsgangen kunne de besøge hinanden.  Foto: ©Lehtikuva / Loppinen, Reino/LEHTIKUVA
Tove Jansson i sit atelier i Helsingfors. Kæresten Tuulikki Pietilä fik et atelier i samme bygning, og via loftsgangen kunne de besøge hinanden. Foto: ©Lehtikuva / Loppinen, Reino/LEHTIKUVA
Lyt til artiklen

Der er en ikonisk ordveksling i Tove Janssons ’Sommerbogen’ om farmor og Sophia, der tilbringer en ganske særlig sommer sammen i den finske skærgård: »Hvornår dør du? spurgte barnet. Og hun svarede: Snart. Men det kommer ikke dig ved«.

Nej, det kommer ikke det nysgerrige barn ved, for farmor har sit helt eget indre liv, et hemmeligt kammer, som hun ikke behøver lukke nogen ind i, lige så lidt som hun behøver være en ’sød gammel dame’, blot fordi hun er gammel. Det er denne undsigen sig kategorier og omverdenens forestillinger, der er noget af det fineste ved Tove Janssons fortællinger. Og det er, som hendes biografist Tuula Karjalainen anfører, tydeligt, at maleren, illustratoren og forfatteren Tove Jansson, ansporet af sin egen livslange nære relation til mor (varm) og kunstnerfar (kompliceret), var nidkært optaget af at skildre alderdommen kærligt-nuanceret.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her