Der er en ikonisk ordveksling i Tove Janssons ’Sommerbogen’ om farmor og Sophia, der tilbringer en ganske særlig sommer sammen i den finske skærgård: »Hvornår dør du? spurgte barnet. Og hun svarede: Snart. Men det kommer ikke dig ved«.
Nej, det kommer ikke det nysgerrige barn ved, for farmor har sit helt eget indre liv, et hemmeligt kammer, som hun ikke behøver lukke nogen ind i, lige så lidt som hun behøver være en ’sød gammel dame’, blot fordi hun er gammel. Det er denne undsigen sig kategorier og omverdenens forestillinger, der er noget af det fineste ved Tove Janssons fortællinger. Og det er, som hendes biografist Tuula Karjalainen anfører, tydeligt, at maleren, illustratoren og forfatteren Tove Jansson, ansporet af sin egen livslange nære relation til mor (varm) og kunstnerfar (kompliceret), var nidkært optaget af at skildre alderdommen kærligt-nuanceret.
