Alex Ahrendtsens (DF) biografi om lagerforvalter Peter Rindal, som kom på alles læber i Danmark i 1965, da han ledte til kamp mod Statens Kunstfond, sætter en vigtig ting på plads. Rindal havde såmænd ikke noget imod moderne kunst, men han ville ikke have ’klatmalingen’ på finansloven. Skatteborgerne skulle ikke betale for abstrakte ’smørerier’, som i hans øjne ikke adskilte sig fra, hvad der kunne præsteres i en børnehave.
Det var 18. februar 1965, at man i avisen kunne læse, at 23 kunstnere var udset til at modtage en livsvarig ydelse på 29.952 kroner om året, det dobbelte af en lastbilchaufførs løn. 118 andre kunsterne ville få knap 10.000 kroner om året. Ydelserne fandtes allerede, men stigningerne i både beløb og antal begunstigede antændte Rindals vrede, og han omsatte den hurtigt til 305 underskrifter på fabrikken. På et svineslagteri i Vejle satte 835 socialdemokratiske arbejdere deres navn under en protestskrivelse. Medierne bed på, og biografien dokumenterer, hvor afgørende de var for Rindals ’brandstormsagtige udbredelse’.
