Sigrid Melin mødte vi første gang i Iben Albinus’ ferme og ganske originale debutspionthriller ’Damaskus’. Med hendes personlige historie, der gjorde hende brugbar i en speget sag i Syrien i 2011. Fire år efter i ’Den danske agent’ er hun så blevet ansat som agent i Beirut. Netop da hun skal hente sin søn ude i lufthavnen, ser hun en terrorist på vej til Danmark. Hun følger efter efterladende sønnen bag sig. Således efter 50 af alt for mange sider får hun denne pågrebet lige før en massakre i Tivoli. Og får et ordentligt skub i karrieren som singlekvinde i storpolitikkens karneval, hvor masker falder, og spioner dør ved daggry.
Problemet for mig er, at jeg ikke tror på Sigrid og hendes karriere. Sympatisk, men også ilter og temperamentsfuld er hun. Hun handler spontant uden at tænke på, at spioner færdes overalt. Spiongenren om den gedulgte verden er grundlagt på en politisk realisme, som selv Ian Flemings og Jan Guillous flamboyante superhelte delvis er underlagt. Kontrakten mellem genren og dens læser er en vis form for realpolitik med hensynsløse rænker og kynisk statsraison. I samklang med parameter og kvalifikationer, som kræves for simpelthen at skabe sandsynlighed og indsigt i spillets sinistre regler.
