Otte år efter påskekrisen i 1920 var Danmark som retsstat og demokrati stadigvæk et kongerige med et labilt forhold til demokrati og parlamentarisme: noget nymodens noget med rødder til noget uden for kongeriget. Her i 1928 var Danmark ledet af Madsen-Mygdals Venstre-regering, måske den mest hårdkogt liberalistiske i danmarkshistorien. Med maskingeværreder på tage og politi til hest, da hjem- og arbejdsløse ville demonstrere mod en politik, som mente, at det, der ikke kunne stå, måtte falde. Benhård socialpolitik kanske uden sidestykke.
I ’Dansen om guldkalven’ bliver regeringens justitsminister forsøgt skudt på sit eget gods på Lolland. Så her i en historisk hård isvinter tager Otto Himmelstrup, lederen af det første danske rejsehold, med sin stab til Lolland, hvilket dengang uden broer næsten var en dagsrejse.
