Et af de første digte i Marianne Larsens nye digtsamling ’på en skala fra havblik til forestillinger om lettelsens suk’ lyder: »På en træstub sidder en skaber og arbejder med solskinsregn/ og sejlskibe i roligt tempo./ Der skal præcist drømmende øjne og et mere end bare sikkert/ håndelag til først at konstruere skibene og senere prikke dem/ ind i hver sin regndråbe«.
Jeg citerer dette digt, fordi det er godt, men også, fordi man her finder frasen: »præcist drømmende«. For det er, hvad Marianne Larsen er: præcist drømmende. Hun er ikke bare en drømmer (ikke at der er noget i vejen med det, der kommer bare ikke altid god poesi ud af det). Hun drømmer med præcision.
