At ligge i mørket og vente på livstegn: Det lille lysglimt fra mobilen, det lille »på vej«. Det er en mors lod. Er det også en fars? Jeg ved det ikke, men i Sara Gordans urosmittende fortælling, der bygger på »virkelige hændelser«, er det en mor, der beretter, en mor, der flakker rundt efter en bortløben teenagedatter, en mor, der frygter, elsker og kæmper.
Så lad os da se på denne mor. Langt hen ad vejen er fortælleren i ’Natten’ enlig mor med arketypens imponerende superkræfter. I en årrække lever hun alene med pigen, der har diabetes, og drengen, der har hjertefejl. »Det var du og din bror og jeg (...) I sov, I legede, I fik medicin og kørte i ambulance«.
