Der lugter, det stinker. Dufte er der også. Tid og sted er usikre, men det er sikkert og vist, at der er noget til næsen. Mennesker er der, måske 25 eller flere. Deres forbrug er drastisk reduceret. Vi ved ikke rigtigt hvorfor. I andre dystopier er det gerne en atomsprængning eller en klimakatastrofe, der har rystet samfundets grundvold. Ikke her. Hverken årsag eller følger optager Vibeke Grønfeldt. Bogens godt 250 sider ligner en roman, men er snarere et stykke prosamusik i 39 satser. Om en flok menneskers stærkt reducerede liv.
Hun vågner til suset af vildgæssenes vingeslag. Døde gæs og svaner skvulper (og stinker) i havstokken. Hun er heldig, hun har et vandkar, der kan rumme seks hundrede liter. En oversavet mælketank, hun har fået fat i.
