Læst på sætningsniveau er der noget dybt fascinerende Gertrude Stein-agtigt over Inger Smærup Sørensens klinisk dirrende roman ’fru s’, der handler om en kvinde, der forbereder sin alderdom ned til mindste detalje.

Ligheden ligger i den særlige rytmiske portrætkunst, der opløser tiden, og hvor gentagelsen konstant skaber små forskydninger, indtil et menneske vokser frem af grammatikken.