Jeg har det vanskeligt med biografier, der lægger indre monologer i hovedet på den biograferede: »Selvfølgelig måtte han række ud efter den, satse alt. Havde han overhovedet haft noget valg?«, »Benene rystede under ham, hvor kunne han sætte sig?«.

Sådan får vi Dostojevskijs tanker præsenteret på første side af Christoffer Emil Bruuns bog om den store russiske forfatter. Der er tale om indre monolog i indirekte tale. Det, man kan forestille sig som direkte tale i Dostojevskijs tanker (»Har jeg overhovedet haft noget valg?«, »Hvor kan jeg sætte mig?«), er transponeret til fortællerens tredjeperson og datid.