De fleste gør det ikke mere, de hårdkogte politifolk og privatdetektiver i krimigenren. Drikker i arbejdstiden, eller når de kommer hjem snupper en lille en eller to eller tre. I hvert fald har de slet ikke mere en kontorflaske i skuffen til en slurk, når sagen bliver for speget, ruten for rå og vidner for trodsige. Tværtimod. Lawrence Blocks snushane Scudder går sammen med James Lee Burkes Robicheaux til AA-møder og forsager standhaftigt Kong Alkohol og al hans gift.
Mord ved Turning Torso
Den forhenværende politikommissær Nils Forsberg i Kristian Lundbergs debutkrimi, ’Ildslugeren’, er ikke kun anonym alkoholiker, som ikke drikker mere, men har sågar konverteret til katolicismen med konvertittens iver og ildsjæl.
Efter sit sammenbrud af sprut og livslede vandrer han nu arbejdsløst og søvngængeragtigt rundt i Malmø, som nu og da synes mere moderne end vor egen gamle hovedstad lige overfor på den anden side af Øresund.
Men nu bliver Forsberg indkaldt igen til politikorpset. Man har fundet ligene af fire børn lige i nærheden af det mondæne boligområde, som domineres af byens nye postmoderne vartegn, skyskraberen Turning Torso. Politiet er på den berømte bare bund, og Forsberg skal danne en specialgruppe til opklaringen af de infame sager.
Stilsikker politikrimi Kristian Lundberg er som mange andre gode krimiforfattere oprindelig poet. Og det mærkes frugtbart på denne meget sorte, men også stilsikre politikrimi, hvor det er Skånes hovedstad, Malmø, som er romanens kernepunkt og kulisse. Den gamle hansestad i nye gevandter er sådan set tekstens hovedperson, ja, sådan set også skurk med sine storbytræk af trøstesløse slumområder og eksklusive rigmandskvarterer, turbulent byplanlægning og tavse indbyggere og indvandrere, der bliver mere og mere fremmedgjorte over for hinanden på hver sin side af loven. Alt sammen beskrevet i lange poetiske passager med Forsberg som den (lomme)filosofiske flanør, som i sind og sjæl gennemgår sin egen fallit, sit kurophold og sin genopstandelse som afholdsmand og nykristen.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























