Robert Bell er journalist i Odda noget nord for Oslo. Et døende bysamfund, hvis industri er fortvivlende forgangen, og hvis befolkning er hastigt fraflyttende. Heldigvis er der smukt her i Hardanger, et stykke rent norsk natur, hvis ikke det var for de der indvandrere, serbere og hvad de nu kan være, som rumsterer rundt som truende fremmede og kulturløse monstre. Og mon ikke de er skyld i, at en ung mand med sin bil er forsvundet ned i floden, Opo? Også kaldet Flydende Bjørn, som altså også er titlen på denne jegroman, fortalt af Robert selv, men selvfølgelig forfattet af Frode Grytten.
Livslede
Vi er således stedt i den dæmoniske fordomsfulde og enøjede provins, vi kender fra utallige, især amerikanske, krimier, hvor tavse mænd stiger af toget og vikles ind i skjult ondskab, som de så stovt støvsuger bort for en stakket stund.
Og Robert Bell er netop sådan en lettere alkoholiseret privatdetektiv forklædt som journalist, som kender alle egnens gustne ugler ude på fjorden. Har samtidig en årelang, men immer hed affære med sheriffens kone, såmænd hans brors kære Irene, så der sker også hidsige sager oppe i hytten på sæteren.
Der er imidlertid infame racister i omegnen, som uddeler tørre tærsk også til koner, alt imens den store presse fra Oslo og omegn vader rundt i fjeldet for at finde en rigtig god historie om, hvorfor den stedlige ungersvend røg i floden. Undervejs brækker vor antihelt sig af livslede, kærestesorg, dårlig mad og udsætter sit liv for fare.
Tæt på Chandlers geografi Har vi været her før? Dybe fyrreskove med gran af melankoli, ciseleret nostalgi over de moderne tiders ubønhørlighed og en elegisk bluessolo over at den store kærlighed uden kompromis slutter med rudekuverter, vaskesøljer og sengevaner? Vi er således behageligt tæt på Raymond Chandlers geografi. Eller rettere hans elev, japaneren Haruki Murakami, hvis ’Norwegian Wood’ ved navns nævnelse dukker op i plottet. Og så ligger Odda jo i en fjeldet nærhed af Bergen, hvor Nordens bedste privatsnuser, Varg Veum holder til. Ja, udskiftede du indvandrere med afroamerikanere, så er det næsten som være i USA’s sydlige bibelbælte, hvor der er blod i det blå græs, når hvid og sort mødes uden for skakbrættet.
