Spion for Gud’ er endnu en i rækken af spændingsromaner henlagt til Vatikanet og omegn og med den katolske kirkes organisation, nyere historie og hemmeligheder som væsentlige handlingselementer, og det er bestemt en af de bedre af slagsen. Handlingen strækker sig over tre uger, fra Johannes Paul II’s død 2. april 2005 til et par dage efter valget af hans efterfølger, Benedikt XVI. Mens millioner af pilgrimme strømmer til Rom, går en ualmindeligt snedig og grusom morder med en stærk sans for religiøs symbolik i gang med at myrde løs blandt de 115 kardinaler, der skal vælge den nye pave.
Morderisk had
En argentinsk kardinal findes død med afhuggede hænder, udrevne øjne og udskåren tunge i kirken Santa Maria in Traspontina et par hundrede meter fra Peterspladsen, og siden går det slag i slag:
Endnu to kardinaler og en politimand må lade livet under lignende omstændigheder, inden den italienske kriminalkommissær og ekspert i psykologiske profiler Paola Dicanti sammen med sin usandsynlige hjælper, den flotte amerikanske feltpræst og hemmelige agent Anthony Fowler, får bugt med uhyret, der hurtigt viser sig at være en amerikansk præst ved navn Viktor Karoski. I Karoski og Fowlers fælles baggrund indgår en række møder på en hemmelig institution i USA, hvor præster, der har begået seksuelle overgreb mod mindreårige, underkastes psykiatrisk behandling.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























