På blokken står tre ord: nedladende, livstræt og hånlig! Hårde ord i april. Hvad er meningen? Det er jo Bent Hallers nye bog! ’Knut og køter’ fortæller om en dreng, der lever i et lettere klamt forhold til Drude. Det er hans mor. Daddy er på søen, så de to hygger sig med knus og morgenmad. Knut er den perfekte reservemand, selv om han kun er fem år og går i børnehaveklasse. Han har for længst afkodet sin livsglade mor, der er kassedame i Netto. Og han er ikke bleg for at irettesætte hende. De har det så godt. Svagt husker Knut, at Daddy kommer forbi en gang imellem i en uges tid, og så er alting anderledes. Så må han rykke ud af ægtesengen, mor kvidrer med litervis af parfume på, og sovekammerdøren bliver låst. Kvinder og tyrolermusik Nu er det jul, og Daddy er på lejderen. Snart også i lejligheden. I sin kvide løber Knut så hjemmefra, men alt, hvad han oplever, er mødet med en cigaretrygende, talende hund af ubestemmelig herkomst, som lover at hjælpe ham. Hunden hedder Køter, den har en rød engangslighter, og der er ikke det, den ikke kan. Snart udvikler en hjemvendt sømands velkendte ’landsyge’ sig til hallucinationer af værste skuffe.
Daddy ender på den lukkede, hvorfra han fabler om en talende, cigaretrygende hund bl.a. Alt er godt, skulle man tro, men så viser det sig, at chefen i Netto ikke er så slem, som Drude ellers går og siger. Han kan også være kærlig. Og så var det hele måske skønne, spildte kræfter? På skuldrene af drengen Knut står en livserfaren fortæller, som skal sandsynliggøre et klaustrofobisk parlignende forhold. Han lader Knut formulere sig med ord, han har hørt i radioen – mor ved ikke, hvor afbryderknappen sidder – så en stor del af drengens paratviden stammer fra samlivsbrevkasser eller foredrag om de indonesiske vulkaner. Knut ved, at kvinder vil forkæles. Og han øger den gensidige afhængighed ved at blande sig i mors påklædning: »Ja, farverne passer ikke sammen. For at sige det som det er: det skaber ubalance i dit ansigt«. Musik binder også de to sammen: »Han havde engang hørt ham der Stradivarius. Sikke en lirumlarum. Det var kultur. Men han kunne nu også godt lide tyrolermusik«. Med bind for øjnene Iklædt en jovial tone fremstår mor Drude som en tanketom, lettået vipstjært uden indhold. Knut – derimod – er mindst halvtreds år ældre end sin alder. At han kommer ind med hunden Køter, er naturligvis med til, at han lærer at trække grænser. Køter vil nemlig eliminere Daddy totalt, og det synes Knut er at gå for vidt. På den anden side er hunden ikke til egentlig hjælp. Drengen kommer fra asken i ilden. Fra Daddy til Netto. Det var ikke meningen. Køter dukkede op, fordi »også dette kærlighedsfænomen interesserede ham, denne unormale lovmæssighed«. Det er også interessant – og helt uden incestuøse undertoner – men ikke videre troværdigt. ’Knut og Køter’ er mavesur, nedladende over for kvinder og næppe til at forstå, før man selv er blevet konfirmeret. Egentlig har Bent Haller aldrig skrevet en helt igennem god bog. Han slår nogle vældige mølleslag (og skævere), og for det meste kommer der masser af guld med i købet. Selv i en bog som ’Sinkeklassen’, der er det modne forfatterskabs mesterstykke, skal der en barmfager rammehistorie med, som egentlig er ret unødvendig. I ’Knut og Køter’ svigter den almindelige dømmekraft helt. Den må være skrevet med bind for øjnene.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.






























