Når ægteparret i Georg Metz' novelle 'Fiskesuppe' hvert år i juli fræser ned gennem Tysklands motorveje til præcis samme sted i Dordogne, så gør de det »for at komme til et sted, hvor de følte sig hjemme i det fremmede«. At være hjemme og dog ude. Det er også motivet for et andet ægtepar i en anden novelle fra samlingen 'Den nye folkets tid'. De har købt hus i Sydfrankrig for at leve som franskmænd tre uger om året. Akut hjemve Bilkørslen i 'Fiskesuppe' er en hylende morsomt skrevet tour de force over motivet en mand og hans bil. Men dens pointe føjer sig overraskende til temaet i Metz' bog: Ved ankomsten bliver bilkøreren grebet af akut hjemve, en svimlende længsel efter den friske danske strand og lyse bøgeskove, selv elendige provinsgågader, og hvad har vi, som inkarnerer det danske. Borgerligt anarki Men Danmark er mere end dette fædrelandssang-ophedede billede af identitetsbærende danskhed, som pludseligt og irrationelt får tårerne frem i øjnene på vores hasarderede bilkører. Der er sprækker i denne idyl, i »det sande Danmarks snusfornuftige, men dybt retsindige mentalitet«, hvor der ikke er grobund for »populister og fanatikere«, som tv-manden i titelnovellen mener, da han skal lave et portræt af det danskeste af alt: stationsbyen mellem skov og strand. Tv-holdet sidder på kroen, da Glistrups fængselsdom bliver annonceret i radioen. To frokostspisende ægtepar ved siden af knytter næverne mod holdet. Senere forsøger de nærmest at køre tv-manden ned. Nu ændrer han konceptet. Stationsbyen ser han som en typisk dansk by i et borgerligt anarki, hvor enhver står sig selv nærmest og det gælder om at rage til sig. Og hvor medierne repræsenterer en venstreorienteret magt, man ikke vil finde sig i. Fremmedhad I slutnovellen 'Status' er de knyttede næver ikke forbeholdt et par afmægtige, overvægtige ældre ægtepar. De er rykket ind i de selvglade grupper af vellykkede, der holder sommerfest i noget andet meget dansk, Tivoli, med venner, børn og børnebørn. Alle slanke og smarte med karrierer og de korrekte meninger på plads, med Torben, historiker og udglattende kompetent kommentator i medierne, som overhoved. Han peger med hummergaflen, mens han har svært ved at få sine argumenter til at hænge sammen under hvidvinstågerne. For den berømte skuespillers søn, plastikkirurgen, begynder sekunderet af sin far med de gamle alternative teatergrupper som baggrund, at tale om skatteprocent, disciplin i skolen, menneskerettigheder og EU, der skal bestemme det hele. Og de fremmede skal ikke komme for godt i gang med at føle sig hjemme (og tage noget fra os) - det er undertonen. Tankevækkende og veloplagt Kulturkampen, som bogen slutter sit danmarksbillede med, er ikke en kamp mellem dem og os længere. Dette 'os', som de gamle, vellykkede kulturradikale troede, de definerede. Nye toner har kilet sig ind (i de rækker, der jo i parentes bemærket aldrig gik rigtig meget i geled, men var fælles om en susende ungdomstid af fremdrift og oplevelseshunger, som tiden tilbød afløb). De er meget tankevækkende og veloplagte, disse noveller om tonen og samtalen i Danmark gennem et halvt århundrede. Om danskere, der er sig selv nok, altid bange for forandringer, hvad enten de er jøder på flugt under krigen eller mennesker bange for at blive indhentet af fortid. De er i Metz' optik optaget af at bagatellisere og glatte ud. Og i grunden mener de, at vi er ordentlige. Slutnovellen fremviser en rådvildhed, som tager sig naragtige udtryk, og næppe tør erkendes. Vrede bag ironien Metz med den skarpe og morsom-ironiske pen udstiller mange i denne bog. Men der er også noget andet i danmarksbilledet. Indlevede billeder af unge mennesker fra en anden tid, hvor man købte på bog hos købmanden, hvor børnelammelse var truslen i familien, hvor lægens vandel skulle være pletfri, hvor man årelangt kunne være hærget af henrettelserne efter krigen, rystende beskrevet i sine konkrete detaljer i novellen 'Redanen'. Unge mænds oplevelser i biografmørket paralleliserer en senere generation, der gjorde musikken, og den hashrygning, som en af hans personer lige når at opleve i en susende rus, til identitetsmærke. En tid, hvor ung sex var uskyldig, forbudt og interessant, og hvor en voldsom sexscene i en Bergman-film kunne slå to unges prøvende møde helt ud af kurs. Ak, hvor forandret er mønsteret i Georg Metz' kronologiske noveller. Stilen veksler fra et formfuldendt gammeldags og ironisk fortællende tonefald over indlevede stykker om unge i drift til skarpe, utilpasse registreringer af skred i dansk mentalitet. Bag skarpheden og ironien, der stikker og prikker i personer og miljøer, ligger der både en vrede og en melankoli.