Så er Seth løs igen. Den urgamle egyptiske kaosgud, som Anne-Marie Vedsø Olesen introducerede i den fejende flotte og overvældende lærde spændingsroman m.m. 'Djævelens kvint', hvor han bl.a. lavede ravage på Glyptoteket og omegn, er nu bosat i London, hvor han drøner rundt i en guldfarvet Jaguar, når han da ikke er til technofester eller sammen med sin unge danske kæreste Victoria. Seth er en udpræget livsnyder og nærer en stor kærlighed til menneskene, fordi de blandt alle de væsener, som han ellers kan vælge imellem, er de bedst egnede til at udfolde den sanselighed og lidenskabelighed, som han sætter så højt. Hang til det dystre Seth råder over kolossale kræfter, og hans vilde kærlighed er ikke sjældent ødelæggende for sin genstand, men i Victorias tilfælde er voldsomheden iblandet en ømhed, som klæder stormenes og ustyrlighedens gud overraskende godt. Victoria er kunstmaler med en stærk forkærlighed for vingede motiver af enhver slags og en lige så stærk hang til alt, hvad der er mørkt og dystert. Seth er fascineret af hendes dunkle styrke og rørt af hendes længsel efter at blive ligesom han - fri af de bånd og grænser - fysiske såvel som konventionelle - der binder menneskene, og frem for alt udødelig. Seth er til gengæld overbevist om, at det netop er menneskenes dødelighed, der giver deres liv fylde og intensitet. Kontrol over naturkræfter Da Seth med sine næsten ubegrænsede økonomiske ressourcer får mulighed for at købe et hidtil ukendt Brueghel-maleri - titlens 'Tredje Ikaros' - drager han sammen med Victoria til Napoli for at afslutte handelen, så han kan forære sin elskede det gådefulde mesterværk. Sælgerne viser sig at være mellemøstlige terrorister i løs alliance med en napolitansk mafiaorganisation, men Seth lader sig ikke tryne af den slags småkravl. Et par natlige konfrontationer i en kirke i Napoli og i den døde by Pompeji giver Seth rig lejlighed til at vise, hvad han formår i retning af at styre naturkræfterne og de umælende dyr - her i skikkelse af en flok vilde hunde i Pompeji, som giver det gamle 'Cave canem'-skilt en ny og grusom mening. Seths hovedfjender er ligesom i 'Djævelens kvint' det ældgamle og sprænglærde hemmelige selskab Trismegistoen, som fra en egyptisk ørkenborg og et engelsk herresæde forsøger at holde verden i balance ved bl.a. at bekæmpe Seths kaos. Blandt Trismegistoens hjælpere er Heloise og Gabriel, som i 'Djævelens kvint' kom til at lægge krop til Seths slægtninge og ærkefjender Isis og Osiris, og som i mellemtiden er blevet forældre til gudebarnet Horus (som de døber Horace). Kultisk komik Ifølge de egyptiske myter, som trods al Seths vildskab og frihedstrang sætter rammerne for hans historie, skal Horus bekæmpe og besejre kaosguden, som derfor gør sit allerværste for at tilintetgøre den lille. Kampen kulminerer i et gevaldigt opgør, hvor også Victoria, som i mellemtiden har fundet sin egen rolle i myten, for alvor får luft under vingerne. 'Tredje Ikaros' er en herlig roman fuld af spænding og drama og stor romantisk kærlighed fortalt på en baggrund af interessant og eksotisk specialviden. Det er også en roman, hvor der tænkes ambitiøst og stimulerende over livet og døden og religionen, og ikke mindst er det en uhyre velskreven roman. Anne-Marie Vedsø Olesens meget kontrollerede, ofte nærmest formelle sprog kontrasterer elegant med de voldsomheder, som det sætter i scene, og hun har en fin sans for stemningsfulde og historiemættede steder. De fortælletekniske problemer, som nødvendigvis må opstå, når man vælger at have en gud som hovedperson, er løst meget overbevisende, og der er megen god komik i den meget dagligdags og jordnære måde, hvorpå Seth forholder sig til gudeverdenens praktiske problemer og sin irriterende familie.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























