I Dansklærerforeningensfine serie 'Frit for fantasi', hvor en lang række gode danske 'voksenforfattere' på bestilling skriver for børn og unge, er turen kommet til Pablo Henrik Llambías, som er kendt for sine ret eksperimenterende og ikke just målgruppeorienterede romaner og noveller. Derfor var det med stor spænding, jeg kastede mig over 'Socialhunden'. Men jeg er lige ved at synes, at Llambías har været for pæn og kundeorienteret denne gang. Bevares, 'Socialhunden' er underholdende og tager fat i både værdige og sprængfarlige spørgsmål såsom nabofascisme, mobning, indvandringsangst og fordomme. Sproget har ikke nogen døde celler, men for at tækkes sit imaginære publikum synes jeg Llambías har trykket lidt for hårdt på både friskfyrs- og patospedalen. Elegante tidsspring Skemaet er klassisk: Først en ramme, hvor fortælleren Aslak som ung mand i moderat krise genser sin barndoms nordjyske parcelhusvej og erindrer. Springene mellem fortid og nutid er det mest elegante ved bogen. Aslak var en sød, uspoleret og tilpasset dreng, hvis gode ven Jacob - halvt cubaner - som moderløs søn af en (noget sterotypisk tegnet) højtråbende og utilpasset kunstner (med gråt fuldskæg og en jungle som have) er socialt, etnisk og familiært udsat. Det virker mildt sagt svingende, hvor gamle man formoder drengene er: af og til i puberteten, af og til meget barnlige. Det er problematisk for troværdigheden. Vi ser Jacobs genvordigheder gennem Aslak (som også hjælper ham med lektierne) og følger deres kamp mod både konventionerne, socialvæsnet og naboen.´ Denne læser tilstår bævende en vis sympati for naboen, og det er måske en tilsigtet vridning fra forfatterens side - i så fald meget subtil. Mindre subtil og måske også med et ironisk budskab fra forfatteren er 'Socialhunden's slutning: et amokløb i technicoloridyl, som jeg tror, selv Morten Korch havde generet sig for. God underholdningsværdi Bortset fra sproget - og så måske den for godt skjulte og i så fald malplacerede tagen gas på hele historien - er det svært at genkende Llambías' ambitionsniveau i 'Socialhunden'. Men måske kigger jeg efter noget forkert. For underholdningsværdien, effekterne og potensen er til stede. Og fraråde dansklærere og andre bogen vil jeg ikke. Blot bør den ægge til diskussion, for jeg synes forfatteren springer over, hvor gærdet er lavest, ved at tillade den store forbrødring, komplet med genfundet søn, glad krøbling, reddet ungmø og sågar en hundehvalp. (Men af hjertet tak for, at der ikke tilstødte den firbenede hovedperson Fidél noget rigtig grumt!).