SIDST VI HØRTE om den gode Poul Helweg, var i forrige bind, ’Thelma’, (anagram for Hamlet) en slags omvendt omgang Hamlet, hvor vi også hørte, at der var noget råddent i Danmark. Her en stor møbelfabrik med en tummelumsk far og en ond stedmor. I ’Solsorten’ er Thelma højgravid og flyttet sammen med Poul Helweg. Kæresten, som stadigvæk har sit lille kontor, ’Ærligt nærvær’, hvor du kan droppe forbi og uden bestemt vederlag snakke om dette og hint problem til Poul med det store øre. En gang havde han også i sin trilogi, der begyndte med den fortræffelige ’Montebello’, et stort hjerte. Men som Thelma finder ud af lige før sin forløsning, er han egentlig bare et sølle skvat og ganske kvalm i sin eksistentielle dyrkelse af nuet, almindeligheden og det flygtige. Så hun flytter hjem til far og føder så sit barn i ensomhed. Et barn som bliver en overraskelse, desværre romanens eneste. Samtidig er Poul blevet kult, først for region og lokalsamfund. Men da sundhedsministeren møder og hører ham, bliver statsministeren interesseret i denne snakkeguru, som dikterer tavshed og meditation eller noget, som ligner, sådan lidt New Age light. Og så er der ikke den minister i regeringen, der ikke kommer forbi ham og hans napolitanske espressomaskine oppe i Helsingør. Samtidig finder Poul en ny kvinde at kissemisse med. Atter samtidig, eller lidt senere, sendes en lejemorder, Solsorten, af sted for at dræbe en betydningsfuld dansker, og så siger vi ikke mere. Men sådan set er alt sagt, i hvert fald meget, og historien fuser rundt i diverse velmenende hjørner lakeret af mild samfundssatire, genkendelige portrætter af nulevende politikere og alenlange guirlander af pudsigheder, nogle sjovere end andre. Lars Kjædegaard er ellers god, ja, glimrende, i replikken og rigtig god til at skildre småfolk og stort og småt og skævt i en pittoresk provinsby og dens opland. Men hans Finn Søborg-agtige halvkrimi kammer over i sympatisk tomgang og kaffeslabberas . Eller for at parafrasere en gammel engelsk remse, kan jeg ikke få en ordentlig kaffetår, så vil jeg faktisk hellere have en kop te. Men den er tynd i dette bind om Poul Helweg, som det nok er klogt at gøre til det sidste, hvis ikke der kommer andre blade eller bønner på bryggen.