I det Herrens år 1857 udvandrer jyske Johannes Nielsen fra Pandrup til det forjættede Nordamerika.
Altså flugten til Amerika, men langt mindre romantisk end Christian Winthers udgave, langt mere barsk og langt mere brutal, hvilket vi alt sammen allerede ved fra Vilhelm Mobergs berømte og filmatiserede indvandrerromaner. Tilmed er Johannes’ udvandring noget af en personlig flugt, han har taterblod i årene, moderen er død, og stedfaderen er meget af et dumt svin. Nuvel, vor sympatiske jyde ankommer langt om længe til en fætter oppe i Illinois, staten, hvis hovedstad hedder Chicago og ligger ved den store sø, Lake Michigan. Slægtningen findes død, men Johannes får snart hyre hos en enke, hendes søn og en frigiven farvet slave. Det bliver til noget, som ligner et forhold. Et erotisk valgslægtskab og så alligevel ikke mere end et par husmandsknald her ude i vildnisset, hvor du lever om kap med hungersnød og sygdom og mennesker, som ikke vil dig det godt. En smuk irsk kusine Så godt, så langt, og tiden går tungt og trælst i det melankolske Midtvesten, på alle måder så langt fra Det Vilde Vest og det milde øst. En smuk syngende irsk kusine kommer forbi, og Johannes skriver en sang til hende og for hende, en traurig ballade, hun siden gør til et hit inde i Chicago.
