Pointen bag den gode spøgelseshistorie er, at fortælleren også er lidt bange selv. Med for stor en afstand til gyset, mister det sin rensende effekt og bliver uldent. Det er Hanna Lützens svaghed, at hun ved mere, end hun fortæller. Det kan godt være, hun er bange, men hun er det ikke for Den Store Tripolinis sorte kabinet. Effektfuld symfoni 'Spøgelserne i Hausers palæ' er en morderlig god idé. Historien foregår i de krinolinetider, som er forfatterens foretrukne. Familien Hauser fejrer, at deres datter Clothilde bliver ti år. Til festen er inviteret Den Store Tripolini med det gevaldige forsvindingsnummer. Han kommer med sin sorte kasse, og så er ånderne løs i Laksegade. Clothilde kommer nemlig aldrig tilbage i hel tilstand. Hendes nye ondskab tvinger familien til at flytte ud. Årene går, palæet rumler og forfalder, indtil en ny tryllekunstner, som heller ikke har rent mel i tryllehatten, dukker op med den sorte kasse og en lille pige på ti år i hånden. Nu skal den sag afsluttes! Det endelige opgør i gemakkerne er en stakåndet, effektfuld symfoni over begrebet angst. Ægte uhygge Bagefter har man det ligesom James Bonds drinks - 'shaken not stirred'. Det ærlige gys bliver forstyrret af ord som livgivende mantra, transcendere, limbo og astrale foreteelser. Man aner et stillads i fortællingen, som ikke burde være der. Tegneren Lars Gabel er i sit es, når han kan være både gotisk, grov og dyster på den tegneserieagtige måde og i alle formater. Han holder sig ikke tilbage og står for en god del af den ægte uhygge i bogen. Som om han har været bange selv. Forlaget angiver aldersgruppen til 7-12 år.