Bræk, kolort, bylder, brændevin, hor og rotter - masser af rotter - garnerer kulisserne til Peter Fogtdals nye roman 'Zarens dværg'. Her tager Danmark og Rusland under Frederik IV og Peter den Store sig ud som en septiktank til nedbrydelse af al menneskelig værdighed og følelse i Guds og monarkernes hellige navne. Her er hverken rum for nåde eller idyl. Og slet ikke, hvis man er kommet til verden som dværg. Det er romanens hovedperson, Sørine Bentsdatter, der med sin fysiske abnormitet bliver symbolet på det anderledes, som man kan jage og plage, alt efter sit behov for underholdning eller selvhævdelse. Sådan er dværgenes mytologi opstået. De kunne bære på al den overtro og ondskab, som altid skal placeres et sted. Her kan man godt glemme Disney og Snehvide. Begejstring for Sørine Er en dværg i det hele taget et menneske? Sørine er selv stærkt i tvivl, da hun hives op af den københavnske kloak som et undermenneske, der engageres til at springe nøgen op af en konditorkage som et festens højdepunkt, da Frederik i 1716 skal modtage Peter for om muligt at få russisk hjælp til at erobre de tabte provinser i Sverige tilbage til Danmark. Den rå og voldsomme zar bliver så begejstret for Sørine, at den kvindekære, men senere så pietistiske, konge forærer dværgen til russeren. Satans yngel Nu begynder en slags ufrivillig dannelsesrejse for den intelligente og rapkæftede Sørine. Hun er velstuderet, for hendes far var præst i Brønshøj, men solgte hende, da hun var 12 til en adelsmand. Derfor er hun stærkt reflekterende, ikke uden sans for det overnaturlige og opfyldt af en forklarlig skepsis til Gud som hendes beskytter, når hun nu følte større overensstemmelse med skovens usynlige alfer: »Hvorfor skal ethvert væsen, der ikke er et menneske, gøres til Satans yngel? Jeg vil til enhver tid forsvare alferne, troldene og nisserne. Jeg vil forsvare gespensterne og spøgelserne. De hellige har jo deres eget genfærd; det hedder Helligånden«, siger hun. Får hun et liv? Den slags kætteri fører naturligvis til djævleuddrivelse, som hun oplever på sin egen krop i det skinhellige Rusland: Du er en tvivler. Det er derfor Gud lod dig føde som vanskabt ... Hun føres ind i zarens samling af dværge og oplever - på trods af et indre efterslæb af seksuel fornedrelse - kærligheden, uden at den dog i grunden gør hende mildere eller sentimental. Topmålet af ekstravagant perversitet opstår, da Sørine indlemmes i et museum for levende og døde vanskabninger, inden hun begynder sin fortumlede rejse tilbage til Danmark, ikke af længsel, men nærmest af tilfældighed i et vansiret håb: »Er der ikke et liv til mig? Jeg vil have et liv«. Får hun det? Peter Fogtdal fortæller det ikke. Sørine kommer til København netop på den ulyksalige dag i 1728, da byen brænder. I røg og rædsler møder hun manden, kongens notarius publicus, der trods alt har vist hende den godhed, der kunne være gnisten til et håb. Rigelige mængder af lort Når man giver en så koncentreret og unuanceret beskrivelse af en romans forløb som her, kan det let give en idé om, at det er en roman med en vældig spænding og fremdrift. Det er desværre ikke den hele sandhed, for Peter Fogtdal har en billedskabende fantasi - og viden - der gør, at han ofte fortaber sig i fortællingens scenografi til skade for dens psykologi. Hvor langt når vi ned i Sørines sind og karakter? Undslipper hun dværgenes mytologi og bliver det menneske, man må tro, forfatteren vil vise os, at hun er? Hans personer får absolut et ydre, men jeg synes, at han kom det indre nærmere i en tidligere roman som 'Lystrejsen', der også havde Frederik IV og hans tid som tema. Når han går så vidt i det morbide og fækale, som han gør, hvor personerne skider bag slagbænke og gardiner og svælger i de mest uhumske udskejelser, hvis historiske relevans jeg ikke skal betvivle, kan jeg godt savne det element af humor, der også kunne befordre den psykologiske forståelse af hele svineriet. Rotterne løber lidt for løbsk.