Det er en gevaldig mundfuld ikke blot at skulle anmelde en enkelt lille digtsamling, der er blevet til over ét, måske to år, men en egentlig livssamling, Peter Poulsens digte gennem fyrre år, fra debuten i 1966 til nu denne 'Cikaderne synger'. Det er jo ikke bare et udsnit af digterlivets rørelser siden sidste forår, men et helt, fyldigt konglomerat af talrige strømme og ideer og linjer i et liv. Og selv om Poulsen i første digts sidste linje skriver om den blå cikade, at den er begyndt at synge: »højt og uhørligt«, så gælder dette ingenlunde denne robust mumlende og syngende digtbog. Væk fra kronologiens slaviske strækmarch Formen og kompositionen er i sig selv interessant: Frem for at vælge den regelrette, kronologiske gang fremad, hvor vi kan se identitet, kontinuitet, udvikling og faser - så har Poulsen valgt en på samme tid prunkløs afslappet (han sammenligner det med at løsne slipset, når man kommer hjem en sen aften) og mere spændstig model. D.v.s. tilsyneladende vilkårligt at smække et digtudvalg op i fem suiter, ofte uden titler, ofte med svagt ændret ordlyd (og tillige med noter og henvisninger), sådan at brud, flader, klange og konstellationer træder frem i stedet for kronologiens slaviske strækmarch. Hvem og hvad er det, vi får her? Hvilke cikader er det, der synger? Og hvilken slags hørbarhed har vi med at gøre? Robust humor 'Peter Poulsen' - det er en stor, halvfed, blidt melankolsk, begærlig, rasende og kærlig cikade. Overalt træder en talende og tænkende krop frem, en krop, der elsker kvinder, smøger, jazz, poesi, venner, stilhed, øl, en engageret fætter, der snor sig fidelt gennem politik og ideer. Men det er også en kultiveret læser og oversættercikade: Pessoa, Baudelaire, Borges, Schade, Ewald, Søndergaard, Prévert, Uffe Harder, Shakespeare og mange andre popper grumt grinende eller trist sukkende op i mange digtlinjer. Det er udtrykkeligt en cikade med stor sans for robust humor, som i det pragtfulde og kærlige digt til pigen i den røde sofa, for hvem Drachmann og Aarestrup lyder som navnet på et foderstoffirma, men som er poesien selv. Og det er en togrejsende og flyvende digter. Vi får glimt fra Sydamerika og USA og Norden, og vi får minsandten også en tingsdigter, med digte til radioapparatet og vaskemaskinen (Bauknecht), og det, jeg ville kalde for 'kulti-digte', variationer over og kærlighedserklæringer til Dante, Petrarca og Kavafis. Overgivelse Og så er der - demonstrativt ukronologisk - en fast vibrerende tone, der snor sig om alderen, døden, forgængeligheden og sygdomme, med et stadigt, fugtigt elskerblik rettet mod det sanseligt nydende. Der er joviale 'hyggedigte', uprætentiøse og lidt mere nedtonede, trods alt, end Johannes V.s opstemte frokostbord; og der er ikke mindst poetikalske overvejelser: En afvisning af, at kunsten skulle have en særlig demokratisk funktion (andet end som meningskitsch), i det hele taget en afvisning af, at poesien skal eller bør noget, andet end være sin egen. Der er bemærkninger om, at det ikke er digteren, der flygter fra virkeligheden, men virkeligheden, der flygter fra ham: »Virkeligheden træder på sømmet. Den vil ikke deltage på mine præmisser«. Der er hyldester til fantasien, og der er lynsnare omvekslinger af det høje med det lave, af Hamlet med Amager. Og så er der stærke, prægnante enkeltlinjer, der står og skinner, f.eks. »Natekspressen hugger i fjernheden« eller »Der står et blåt mærke og venter på ham«. Det er meget - og meget fint. Jeg har aldrig været specielt fascineret af netop Poulsen, men her må jeg overgive mig til den store, fede 40-års sang, cikaden synger højt og trist og lystigt og så absolut hørligt! Tillykke med pentagrammet.