Anker er en ung mand sidst i tyverne, der forsøger at skrive, samtidig med at han skiftevis er på kontanthjælp og i aktiveringsjob. Hans store problem er en afgrundsdyb ensomhed, og det er også det, hans bog skal handle om. Det reflekterer han over: »Og hvis man vil beskrive ensomheden som menneskets grundvilkår, nytter det ikke at gøre det i en snakkesalig dialogisk stil. I hvert fald kun som kontrast«. Han tænker på sagaens stramhed, hvor kun det tilstrækkelige står fortættet fast, »som oldtidens stenmonumenter, hvor man ikke kan få et barberblad ind i sammenføjningen«. Et væld af stilarter Forfatteren til romanen, Søren Vad Møller (f. 1972) vælger nu kontrasten, det omfangsrige udtryk, selv om han i den uhyre sparsomme klaptekst præsenteres som oversætter af islandske sagaer. Hans egen prosa flyder i en strøm, fra det ironisk tidskommenterende over det studentikost forelæsende til det melodramatiske og patetiske. Andre kapitler er skarpthuggede stykker om en oldefar, andre igen science fiction-agtige i stil og emne. Et umage par Hænger det sammen? Tja... Substansen samler sig om den ensomme Anker, der aldrig har været i seng med en pige, og som drømmer om kvinder med store bryster, selv når han sidder over for en barmsvær sagsbehandler. Han finder en ven på nettet, den universitetsstuderende Kris, der er anderledes udadvendt. Hun tager ham med til den karismatiske forelæser Lawrence Bastard, der forelæser om religionsvidenskab og diskuterer forne tiders stærke kvinder i form af amazoner og skjoldmøer med det umage vennepar. Kommer, når du kalder De stærke kvinder spejles i moderne form i pigebander, med og uden motorcykler, med navne som Shieldmaidens og Mermaids. Alle indfald forfølges lige fra Pippi Langstrømpe til mytologiske skikkelser frem til den moderne Kris og den kæmpestore husvilde pige Jade, som Anker hjælper en tid, indtil de to kommer til at dele skæbne på vejene. Den forkomne Anker bliver slået ned, så får Jade brystkræft og dør, og Anker får et såkaldt medlidenhedsknald af motorcykelpigen i sin gård efter begravelsen. Så kom han af med den jomfrudom. Kris er den platoniske veninde, der kommer, når der kaldes. Stoffet fungerer - stilen er mere tvivlsom Alt er garneret med store diskussioner i en ungdommelig blanding af filosofisk og fiks jargon. De indlagte kønsdiskussioner er stedvis interessante, men romanen er alt for lang. Tilbage står en moderne historie om oplevelsen af et ulideligt præstationspres og et billede af en ung mand, hvis lykkeligste nattedrøm handler om at holde om et andet menneske. Samtlige personer i romanen repræsenterer ensomhedens problem på en eller anden måde. Det gælder den karismatiske forelæser, selvmorderen i opgangen, den husvilde syge og den ensomme fortæller. Romanens credo ligger i mødet med den anden: »Skide være med om man aldrig bliver til noget. Bare man har været noget for nogen«, som Anker forklarer Kris til sidst. Eller nogen har været noget for én, tilføjer læseren efter denne hjerteskærende litani over ensomhedens pinsler, der nok gør indtryk gennem sit stof, men ikke sin stil. Det er, som om forfatteren aner indvendingerne: »Man skal ikke bare skrive godt, man skal også skrive pænt«, hedder det i en indledende diskussion. Sådan vil jeg nu ikke formulere det. Men man skal være varsom med at beruse sig i sine egne ord og bedøve læseren med indfald. Ensomhed kan Søren Vad Møller godt fortælle om, og han har også et sprog til det. Det tør han bare ikke stole på.