Intelligent og raffineret lystlæsning

Lyt til artiklen

Er jalousi den kontante pris for at elske rigtigt og inderligt? Eller en børnesygdom, du ligesom mæslinger skal have en gang og helst tidligt i livet? Eller vaccineres immun overfor som andet end en grotesk ejendomsret og en erotisk tvangstanke? Så mange spørgsmål, men de er faktisk helt i trit med den tjekkiske forfatters Michal Vieweghs elegante roman 'Sagen om den utro Klara'. En raffineret bagatel næsten med samme rokokoklang som dengang, Mozart havde premiere på sin opera 'Don Giovanni' i romanens og virkelighedens betagende og bedrageriske Prag. Erotisk kabale Dennis Sand er meget af en Don Juan, uddannet psykolog, en gang politimand og nu en privatdetektiv, som i modsætning til de klassiske tager for sig af de seksuelle retter på sine sager i livets store spisehus. Han bor i et åbent ægteskab med Ruth og er i færd med på hendes anbefaling at forføre medarbejderen Nina. Sammen er de netop blevet sat på en celeber sag. Nemlig om nu smækre og lækre Klara på tyve somre er sin fyrreårige kæreste, den berømte forfatter, Norbert Schwarz, ganske og aldeles (u)tro ind imellem sine studier af kinesisk sprog og filosofi. Der er lagt en erotisk kabale op med sorte damer, naive knægte og en skælmsk joker, som skifter kulør og honnør. Kærligheden er jo som bekendt en del af tilværelsens ulidelige lethed, for nu at citere Milan Kundera, Vieweghs ældre landsmand og forbilledlige kollega. Og så går det over stok og sten. Litterær labyrint Vor amoralske privatdetektiv skygger die kleine Klara og hygger sig flirtende med den modne Nina, alt imens der citeres fra Paul Austers privatdetektiviske New York-trilogi og englænderen Graham Greenes egen smertelige roman om utroskab, 'Enden på legen'. Jo, sagen er en ganske lystig og litterær labyrint lagt ud for sin læser, med intellektuel dobbeltkontrakt hele vejen og en gang intertekstuel 'Hit med sangen' lige rundt om hjørnet. Mere soufflé end substans Men skruen strammes i klaveret, og arien får en anden lyd. Trods alt er det stadigvæk farligt at lege med kærligheden og en skinsyg mand kan blive farligere end en bengalsk tiger i brunst. 'Sagen om den utro Klara' er kanske mere soufflé end substans, sat op med den råcreme, at ånden er fri, men kødet er redebon. I baggrunden høres strofer fra Mozarts 'Cosi fan tutte', om at sådan er de alle, både mænd, kvinder og andre skyldige fjender af troskabens testamente og pålidelighedens katekismus. Således kan 'Sagen om den utro Klara' kun keres til den højeste ret for intelligent lystlæsning.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her