Nu er det desværre blevet sådan, at når man siger 'Jørgen Leth', så siger man også 'Leth-sagen': Kunst, moral, politik, erotik og medieintriger er nu uløseligt og speget sammenfiltret. Titlen på Leths nye digte er i så henseende elegant tvetydig: 'Det gør ikke noget' er moders trøstende ord til det lille barn. Men det kan også være digterens kommentar til en sag, der nu bare skal glemmes, og som måske mest var en storm i et glas beskidt tropevand? Lichtenbergs gamle ord er derfor uundgåelige: »Sådanne værker er som spejle: Når en abe ser ind, kan en apostel ikke se ud«. Hylene klinger med Fronten stod mellem Leth-holdet, der systematisk forvekslede moral med moraliseren, og Leth-kritikerne, der gav luft for en hellig og småhyklerisk forargelse. Sagens substans var også delt, mellem relationen kunst og realitet til den ene side og på den anden side en virkelighed, hvor kvinder handles med som varer på en måde, som er meget lidt pittoresk og lyrisk. Så vidt jeg kan se, endte begge parter med at stå som aber og hyle ad hinanden - og hylene klinger en smule med i disse digte. Samlingen består af seks nummererede afdelinger, hvoraf I til IV er skrevet før sagen og V-VI efter den. Klassisk Leth-territorium Vi er på Leth-territorium: Der arbejdes med kedsomhed og monotoni og repetition, en vis drævende og samtidig intens opmærksomhed rettet mod alt og især intet, og en hedonistisk dvælen ved det sensuelles uudtømmelighed (kvinder, cognac, venner, stemninger, rejser, bourgogne). Digtenes jeg elsker nu også en »komfortabel ensomhed« og parrer dette med en koket længsel efter skibskatastrofer og pludselig død (med hilsen til gamle Tom Kristensen) - koket, fordi Leth angiveligt ikke var så herligt glad, da hans private skibbrud pludselig opstod? Vi har også den karakteristiske sammenkobling af det filmiske og det verbale, ordene og det visuelle, fortættet i øjebliksglimt og udformet som regibemærkninger til en kommende film. Og så er der en programmatisk drift mod en poesi, som er grim og ubehagelig og svinsk (der kommer unge Lars Skinnebach nu langt længere end Leth) - spændt op imod »noget som er luft/ og bliver til intet/ hvert andet øjeblik«, altså den sædvanlige drift mod tomhed og nydelse. Den fordømte politiske korrekthed Hertil kommer denne gang en politisk strøm, der på samme tid besynger haitisk politik, med al dens rene ondskab og rene kaos, og undsiger den kedsommelige danske leverpostejspuritanisme og provinsialisme. I egen forståelse er Leth vist en art æstetisk antropolog (han læser Lévi-Strauss og Malinowski), han udforsker kulturrelativt forbud og reglers mangfoldighed rundt om - og så er han noget af en fritidsnietzscheaner hinsides godt og ondt. Det er o.k. at lyve, hvis blot løgnen befordrer livets pulserende strømme ... Og han er fra 1800-tallet: Vi har en relation mellem race, køn og magt, der siger, at sorte kvinder elsker hvide mænd, hvide mænd elsker magt, hvide kvinder elsker mænd med magt. Ikke usandt - men jo langtfra den fulde sandhed, for så vidt der findes sådan én. I forbindelse med Leth-sagen undskylder digtets jeg sig halvt og lidet overbevisende: »Jeg har dog elsket dem alle«, og der kæmpes tilbage mod al den fordømte politiske korrekthed. Tantet, provinsiel og småkedelig Men problemet er før alt andet, at de fleste af digtene er kedelige i ordets kedsommelige forstand. Det er kedeligt, at Leth hele tiden skal sige »pik«, »kusse« og »kneppede«, og kedeligt med al den monotoni og gentagelse. Leth er ikke cool - han er lunken. Mærkeligt nok er der også mange gode digte iblandt, som bedst med en frisk humor og en libertiners undselige charme. Men helhedsindtrykket er, at Leth sammenlignet med skriftlibertinere som f.eks. Sade og Lautrémont mest af alt selv virker tantet, provinsiel og småkedelig. Gør det noget? Nej, det er da o.k.