Bragi Ólafson er en omstændelig fortæller med sans for det tragikomiske. Hans ambassadør i romanen ’Ambassadøren ’ er af en særlig slags: Sturla er lyriker (og vicevært), og det er i den første egenskab, han skal repræsentere Island ved en lyrikfestival i Litauen. Den 51-årige Sturla har lige udgivet en ny og udmærket digtsamling. Senere viser det sig bare, at den ligger betænkelig nær på en mappe med uudgivne digte, som hans afdøde ven skrev for 30 år siden. Dem har Sturla læst så mange gange, at de nærmest er groet ind i hans eget sprog. Er der så tale om plagiat, regulært tyveri?
Han når aldrig frem til de indledende møder Det mener en sagfører, der var ven med den afdøde og i sin tid læste nogle af digtene. Det bliver til en avissag – pludselig er der mere end de sædvanlig 42 personer i landet, der interesserer sig for lyrik! Udviklingen i sagen afbryder hele tiden Sturla under opholdet i Litauen. Mobilen ringer, og Sturla tager sig en drink for at stramme sig op, så han når aldrig frem til de indledende møder. Da festivalen fortsætter i en nærliggende kurby, når han heller ikke frem i tide, og da han endelig ankommer, konfronteres han med beskyldninger om at have stjålet en dyr frakke, der tilhører festivalens mæcen. Frakken har han faktisk snuppet på en restaurant, men det var, fordi hans egen blev stjålet på samme måde. Nu styrter han tilbage til Vilnius og lejer sig ind på et pensionat under falsk navn. Plagiat, tyveri og passivitet er nogle af romanens omdrejningspunkter Plagiat og tyveri er med andre ord et af romanens omdrejningspunkter. Den postmoderne intertekstualitet er her meget håndfast og morsomt håndteret. Et andet omdrejningspunkt er den passivitet, vor helt lider af. Han er sådan en, der aldrig når frem, ja, nærmest sørger for aldrig at være der, hvor han skulle befinde sig. ROMANEN KAN lyde skør i dette meget forkortede referat – finurlig kaldes den rammende på bogens bagside – men der er faktisk en pointe i at følge Sturlas idiotiske færden, alle hans langstrakte overvejelser (ikke mindst om litteratur) og alle hans overspringshandlinger. Han er én, der stikker af fra livet, altid forsinkes, dulmer det hele med det uhæmmede antal drinks, han indtager på samtlige romanens sider, og ikke evner at holde fast i nogen aftale eller kontakt. Han er naturligvis fraskilt, og sine fem børn har han, igen naturligvis, kun yderst sporadisk forbindelse med.
Der tegnes et ironisk portræt af en uheldig helt Det kan være farligt at have en så passiv hovedperson, som man i hvert fald i begyndelsen skal gøre sig en del umage med at interessere sig for. Men efterhånden indfanges man af Ólafssons stilsikre prosa, der i al sin omstændelighed viser sig velegnet til at tegne et ironisk portræt af en uheldig helt, der er ved at drukne i hverdagens banaliteter, og som i øvrigt også kan parodiere litterære events og miljøets selvoptagethed. Ólafssons hovedperson er i familie med andre handlingslammede, fantastprægede, på én gang selvusikre og selvovervurderende romanpersoner, som optræder i islandsk litteratur i disse år – sidste år i den ligeledes Nordisk Råds pris-indstillede og meget morsomme roman ’Stormland’ af Halgrimur Helgason.
Ganske elegant med en god portion tør humor »Lyt engang, mine venner, det er latterligt, men sandt« er en sætning, Sturlas afdøde ven havde gjort til sin og citerede i tide og utide. Den havde han hugget et sted fra, ligesom så meget andet stjæles i denne roman – digtstumper og frakker … Latterligt, men sandt – udsagnet passer sådan set meget godt på livet i romanen, så nu hugger jeg det som slutudsagn om denne islandske roman, der på postmoderne vis leger med/ironiserer over/griner ad eksistentielle og litterære spørgsmål, og gør det ganske elegant med al sin tørre humor.