Det er en højst aparte digtsamling, der har bibragt færøske Carl Jóhan Jensen nomineringen til Nordisk Råds Litteraturpris i år. ’September i birke som måske er blå’ (’The afflictions of the reverend J.H.Ö. Dünn’) består af 16 digte, i hvilke vi hører om den blidt melankolske pastor Dünns kvababbelser med livet, døden, kærligheden og tiden. Underteksten er gennemgående og af indlysende årsager bibelsk, f.eks. angår et af digtene pastorens noget forsinkede oplevelse af langfredag morgen, men der er også tale om et endog særdeles livligt litterært rendezvous. Først og fremmest aner man et distinkt T.S. Eliotsk ekko, hvor J. Alfred Prufrock er nået frem til ’Four Quartets’ (1944) mystiske, anglikanske kristendom, krydret med henvisninger til både George Herbert og John Donne, ligesom også Dante, Emily Dickinson, William Wordsworth og Sappho er med i billedet på digtene, der alle har engelske titler. Facinerende oplæsning Men i digtene sker der også henvisning til den nordiske mytologis ’Embla’, urkvinden der oprindelig var et træ, men som Odin indblæste liv og mæle. Sådan mødes Dünns tro med den oprindeligt nordiske mytologi, formidlet hen over Prufrocks kuldslåede og dog ukuelige engagement med kærlighedens septemberblues. Det, vi konkret får i hænderne, er et lille hæfte med Erik Skyum-Nielsens (i øvrigt formidabelt gode) gendigtninger, og ved siden af en cd med indspilninger af Jensens oplæsninger på færøsk af sine digte. Jensen læser titlen på engelsk, og så får vi ellers en – igen – næsten eliotsk diktion og tonalitet i oplæsningen. Ganske fascinerende. Men hvordan er de, digtene? Et karakteristisk eksempel kunne være det afsluttende digt, ’The reverend Dünn’s concept of God’, der lyder sådan her på Skyums dansk: Gud er Gudom så overfladen bristerom knebelen i kronenog lyset digter klaserne af laveomkring lampestedet igenGud er Gudom så varmen i lagenet kølnesog barnet skød dødfødt fremaf et svøb af rustrøde folderSamlingen nok for egenartet og esoterisk Digtene snor sig hen over et nordisk landskab parret med den litterære og kristne ikonografi, og jeg mener, at den nærmeste slægtning på dansk lige nu må være en fætter som Simon Grotrian, der med sine barokke salmer også deltager i en sær, religiøs revival fra vores protestantiske side af hegnet. Jeg tvivler imidlertid på, at Jensen vinder prisen, dertil er samlingen nok for egenartet og esoterisk, ligesom konkurrencen er benhård. Men det rokker ikke ved, at den tynde pastor Dünns viderværdigheder hos Jensen er formidlet med stor originalitet, humor og egensindigt finurlig styrke.