Ham min dumme bror’ er en forunderlig, psykologiserende beskrivelse af et sammenbrud tidligt i livet. Cilla Naumann er fra Norge ligesom sin navnløse hovedperson, der er blevet ond. Han fortæller selv om, hvordan det føles. Hvorfor bliver man ond, når man er bare 11 år? Drengen uden navn oplever et svigt, som er større end selve livet. Næsten fra den ene dag til den anden vokser storebror Erik fra ham. De har ellers altid været sammen. Nu er der kun knallerter i hovedet på Erik, han får nye venner, og drengen uden navn begynder at tænke. Han tænker på, at når han skal til at køre knallert, så kører Erik Volvo. Han spekulerer over, hvor stor han skal være, før han igen er på alder med sin bror. På toppen af sin nedtur tænker drengen det afgørende. At tænkt er tænkt. Dybe tanker og ufortyndet vrede Hvordan bliver man ond, når man hidtil har været god? Drengen bliver en drillepind. Ensom var han i forvejen, fordi han altid var sammen med sin bror og hans venner. Nu er der ikke plads til ham i hierarkiet på skolen. Og hvad er han i øvrigt for én? Der er mange dybe tanker og ufortyndet vrede i denne koncentrerede historie om at vokse med ild i maven. Drengen har vokseværk på både krop og sjæl. Han groede fire centimeter på dén sommer, hvor solen skinnede hele tiden. Fortælleren svinger imellem at være meget direkte og registrerende i tredje person. Det er turbulent at opholde sig inde i en person, hvor alt er under ommøblering. Bogen ender i mild dur. Både fordi drengen – som ikke er dum – er ved at være træt af sin rolle, men også fordi der kommer en ældre dame på skolen og viser en PowerPoint om livet – intet mindre – i faget ’livskundskab’. Hun rammer drengen uden navn med sine billeder af buldrende flyvemaskiner, der lander og letter. De får en knallert til at fremstå som et løbehjul. Men tænkt er tænkt.