Inde i de fleste universitetsinstitutter løber intrigerne som uhelbredelige børnesygdomme langs paneler og vægge. Arbejdsklimaet er sovset til med personfnidder om fordeling af midler. Og dramaqueen-adfærd affødt af faglig forfængelighed er en del af hverdagskoloritten. I dette klaustrofobisk lukkede kredsløb – ikke ulig et akvarium – findes ingen helte. Heller ingen skurke. Alle, uanset hierarkisk indplacering, har fingrene i dejen, som æltes med passion, og vokser optimalt på en ordentlig sjat misundelse. Underholdende gys I en ætsende satire hudfletter Helene Uri arbejdsmiljøet på landets højere læreanstalter i sin nye roman ’De bedste af os’. Og selv om fortællingen udspiller sig på Oslo Universitet, er sandkassementaliteten såre genkendelig, hvis man har haft sin gang bag murene her til lands. Har man ikke, fungerer Uris skildring som underholdende gys, man fortærer med vellyst og stigende vantro. Fiktion, javel. Men en rem af huden, dét er der dæleme! Hovedpersonen Pål Bentzen er nyansat forsker ved Institut for Futuristisk Lingvistik. På kontoret skråt overfor residerer den midaldrende professor Edith Rinkel, hvis parfume og velvoksne bagdel tiltrækker alle med mandligt kropstegn. Også Pål Bentzen. Hans erotiske dagdrømmerier om den smukke professor er nær ved at give ham pip, da han reddes mellem to glasdøre af forskerkollegaen Nanna Klev, som han forelsker sig hovedkulds i. En Bermudatrekant De tre hovedpersoner udgør yderpunkterne i en Bermudatrekant, hvis fatale midte består af Nannas banebrydende, men hemmeligholdte forskningsprojekt om kortlægning af en fælles formel for alle sprog. Nanna hvisker Pål hemmeligheden i øret og inviterer ham til at lægge projektets sidste brikker. Og mens han ør af lykke ondulerer Nanna hjemme på den røde sofa, svæver lugten af Nobelpris de to om næsen, jo nærmere projektets afslutning kommer. Problemet er imidlertid, at Pål ikke mestrer en nutidsfrekvens, der kan bringe ham i kontakt med nødvendige, sociale kompetencer som situationsfornemmelse og menneskekendskab. Undfanget i et næsten parodisk ’Kvikklunch’-intermezzo i Nordmarka er Pål dømt til dagdrømmeri. Hans mor kompenserer for det flygtige herrebekendtskab gennem sin forfattergerning i den lyserøde genre, hvor helt og heltinde altid overvinder alle genvordigheder til slut. Til tider et stærk sarkastisk toneleje En romantiseret livsoptik, Pål har adopteret til fuldstændighed, og som samtidig slynger ham ud i en begivenhedsturbulens med retning mod afgrunden. Det meste af vejen frit svævende mellem femme fatale-professoren og den rødkindede fjeldfrille. Uris sprogvidenskabelige baggrund fornægter sig ikke. Med formidabel sprogfornemmelse folder hun stilsikkert sin grumme fortælling ud i et til tider stærkt sarkastisk toneleje. Og det luner, gør det, at få den akademiske selvhøjtidelighed klædt af, tilmed i så begavet en diagnosticering, som det kun er en passioneret observatør og spidskompetent analytiker forundt at foretage. En let omgang med sproget Uris legende lette omgang med sproget kombineres med generøse, næsten overdådige indblik i sprogteori. Og føler man sig dum undervejs, er det meningen. Med grebet, som passer med romanens overordnede satiriske modus, bliver den akademiske verdens subtile marginaliseringsstrategier tindrende klare for læseren. Må hendes perfide miljøskildring leveret med kendermine og humor være en lise for alle, der ikke får tildelt forskningsmidler dette forår. Og for alle andre: sublim underholdning.