»Alt oceanets vand kan ikke vaske en eneste blodplet af«. Sådan lyder en linje i Göran Sonnevis prisindstillede bog. En linje, eller måske et helt digt. Eller måske er alle bogens 418 sider ét langt sammenhængende digt. Det strømmer i hvert fald ned over siderne som oceanets vand, frem og tilbage, bølge op, bølge ned. Sætningerne er oftest hverdagsagtige, uden krummelurer eller metaforer. Som i den såkaldte nyenkelhed, Sonnevi var en af de fine repræsentanter for ved sin fremtræden i 1960'erne. Dræbende økonomi Han trådte i karakter med digtet 'Om krigen i Vietnam'. Det digt kunne høres langt væk på grund af dets lavmælthed og præcision. Ingen store ord eller armsving, en stille insisteren på ikke altings sammenhæng, men på en ganske bestemt sammenhæng. Mellem det hvide snelandskab uden for svenskerens vindue og den hvidbog om krigen i Vietnam, som USA netop havde udsendt. Mellem passiviteten foran tv-skærmen og aktiviteterne omme på den anden side af Jorden. »Her dør næppe nogen/ af andet end personlige grunde. Den svenske/ økonomi dræber nutildags/ ikke ret mange, i hvert fald/ ikke her i landet« - for at citere det geniale digt, som det stod her i Politiken for fyrre år siden, i Lise Sørensens lydhøre oversættelse. Billedløs prosa Teknisk er mange af Sonnevis greb de samme i dag som dengang. Verslinjerne brækker midt i en sætning. Mens pausen i indholdet befinder sig midt inde i verslinjen; dengang markeret med et punktum, i dag med et langt hvidt mellemrum. Bogens sider er en art billedløs prosa med løs højrekant og mange hvide pletter midti. Emnerne er død, erindring, overgreb og hverdagens bittesmå bevægelser. Musikken spiller en rolle. Den store verdens politik også, en krig i Irak, et valg i Bolivia, en israelsk soldat og en palæstinenser. Så straks efter den lille verden, en edderkop på vejen, den elskede i hånden, troen på gud. »Uden om oceanet af intet findes oceanet af noget. Uden om oceanet af noget findes oceanet af intet«. Uden fokus Som samlet hele er denne tykke bog diffus. Den rummer passager af stor skønhed. Sonnevis særlige indtrængende diktion er tydelig hele vejen. Den er som en antologi af hele forfatterskabet, men uden fokus. Får den prisen, er det, fordi han skal have prisen. Hvilket hans forfatterskab fuldt ud fortjener. I højere grad end netop denne bog.