På et tidspunkt af sit liv, hvor andre skriver selvbiografier, har Klaus Rifbjerg kastet sig ud i, hvad der viser sig at være en trilogi om udviklingen fra første del af 1900-tallet til i dag. Den fremragende ’Esbern’ skildrede drengens opvækst i det Dahlmann-Winterske frisindede professorhjem, indtil Esbern som ung kunstner falder i den spanske borgerkrig. ’Hovedløs’ fortsatte tidsbilledet med besættelsen og Esberns søn Kim som omdrejningspunkt. Men hvor disse bøger hele tiden skiftede synsvinkel, så hver af de mange personers stemme og liv gik igennem, holder han sig nu i ’Rod’ til den faderløse Kim. Man savner de andre og opdager, hvor meget tiden udsat for blandet kor tilførte de to foregående romaner. Kim Dahlmann-Winther er blevet scenograf. Kulisse-snedker, han er ikke kunstner, understreger han. Vi møder ham som gammel i sommerhuset på dagen, hvor tvillingetårnene på Manhattan synker i grus sammen med en verdensorden. Selv er han også så småt begyndt at takke af. Livsregnskabet gøres op romanens løb ser han tilbage på et liv fra drengetidens sexbesathed over de tidlige forelskelser, der hurtigt fører ham i havn hos Jette, som der skrives et smukt og inderligt billede af. Ægteskabet indledes med sød sanselighed og udvikler sig til »jævnbyrdighed, balance, fornuft, overblik, forståelse, gensidig sympati, gemytternes overensstemmelse, kærlighed«. Intet mindre. På den baggrund kan Kim lejlighedsvis køre på de høje nagler anderswo – indtil Jette altså får nok. Når Kim Dahlmann-Winther gør sit livsregnskab op, noterer han sig det erotiske vanvids sprængkraft, men også en vis ensomhed. At »nå andre« i vid betydning er omsonst. Så meget desto bedre er han til at iagttage dem. Hele omgangskredsen af kunstnere og amatører tages af med en satirisk snert.
Der lukkes ned og danses af Man genkender en del. Wilhelm Danielsen med det blå blik og blandingen af energisk naivitet og økonomisk sikkerhed er man ikke i tvivl om, hvem er, når hans livsværk nu hedder kunstmuseet Memphis i Espergærde. Digterforlæggeren Odmar Hvirvel og hans flirt med nazistiske ideer tages under venlig behandling – det er som før en pointe, at det er let nok at være bagklog på historiens gang. Der er mange andre navne, og mere indforståede læsere fra Rifbjergs egen generation vil uden tvivl kunne more sig over nøgleromansaspektet. Eller ryste over det. Der lukkes ned, der danses af i denne bog. Hvad kom der egentlig ud af det Dahlmann-Wintherske program med frisind og tolerance? Melankolien spores, selv om stemmeføringen er høj. Virkeligheden er gråmeleret, når den passerer revy for øjnene af Kim, der vender og drejer sin far, helten, hvis liv, død og valg han aldrig får svar på, selv om han rejser til Spanien for at opsøge stederne, alle helst vil glemme. Var han en drømmer, der ville væk, eller en politisk idealist? Eller bare en rod, som Kim underspillet kalder sig selv. Mandehørm og lyster Også dette tredje bind af trilogien har vitalitet, strøm, overskud foruden stilfærdigt fine passager om de sjældne øjeblikke, hvor en livsfornemmelse samler sig, og det hele falder i hak. Fanget af romanen bliver man, men som sagt savner jeg de andres stemmer. Rifbjerg mener måske, at nu har vi hørt nok om dem, nu skal de afvikles, så vi kan indsættes nonstop i Kims mandehørm af et hoved. Ingen kvinder (bortset fra konen) bliver stort set karakteriseret uden bemærkninger om deres bryster – morbus mammae, som det kaldes af Kim, der mener, at »der står skrevet bryst & kusse tværs over alle mænd, uanset hvor dygtige de er til at skjule eller fortrænge deres lyster«. Romanen er et helt katalog over denne sygdoms manifestationer. Ikke mindst heri – det må jeg medgive – ligger dens liv.