Kan man tage en klassiker som Kaalunds fabler og digte dem om? Vagn Lundbye gør det. Og han nøjes ikke med at modernisere de gamle vendinger og ord. Han går helt ind til benet og placerer værket i et nutidigt syn på naturen. Selv siger han i et efterord, at »den verden, som findes i dag, er ganske anderledes faretruende for dyr og poesi og natur, end den som Kaalund og Lundbye levede i«. Er det nu rigtigt? Vagn Lundbye kan dog tage sig visse friheder, for han er i familie med både tegner og forfatter. Samtidig deler han digterens syn på forholdet imellem mennesker og dyr. I Torben Weinreichs litteraturhistorie for børn bliver Kaalund og hans tid fremstillet under overskriften ’Alle børn er gode børn’. Udsagnet kan næsten skærpes til, at ’Alle børn er dyrebørn’. Fablerne holder endnu Da Kaalunds fabler udkom i 1845 – ti år efter Andersens første eventyr for børn – ramte de et behov for nænsomhed og natur. Fuglesang og fællessang. Og fablerne holder endnu. Med ’Den dræbte and’ og ’Hunden ved stranden’ som lurmærkede højdepunkter. Kaalund var i øvrigt i 1875 med til at stifte foreningen Dyrenes Beskyttelse. Så hvorfor ikke blot lade det blive ved det? Kaalund ville f.eks. rynke brynene over en fri gendigtning af sin fabel ’Grisene’, der hos Lundbye hedder ’Pattegrise’. Fablen handler om det glade griseliv, inden øksen falder. Grisebassernes mor formaner sine børn om at vælte sig i møddingen: »Hvis I ej hører formaningen min/ så bliver I aldrig anstændige svin«. Det får Vagn Lundbye drejet til: »Hvis ikke I viser disciplin/ så blir I aldrig sprøde svin«. Mere omfattende er ændringen af slutlinjerne fra »Større fornøjelse kendte de ikke/ end at få sig for tørsten en tår at drikke« til det mere politisk korrekte: »Dyr, som lever efter vores smag/ skal gøres glade til den sidste dag!«. Her mister ordene enhver forbindelse med ’de gode børn’. Ingen konsekvent opdatering af sproglige vendinger
Det er pudsigt, som tiden går! »O, har du en moder, da skøn derpå!«. Sådan slutter den sørgelige historie om ’Den dræbte and’ (hos Lundbye ’Den døde vildand’). Eneste ændring er fra »O« til »Åh«, men forfatteren har også lovet en ven, at han netop ikke vil pille ved denne fabel. Det er fint nok at peppe bedaget sprog op. At luge bort »rumlepot« såvel som »faldhat«. Hos Lundbye er der både »styrthjelm« og »kasino«, men ingen konsekvent opdatering af sproglige vendinger. Faktisk er nogle af hans egne udsagn mindre klare end originalens. Kaalund skriver i den indledende manifestfabel således: »og derfor skal mennesket dyret agte/ og gerne dets venlige færd betragte«. Tungekrøllende er Lundbyes version: »Beundrer vi dyret og dets anstrengen/ er vi med i sammenhængen«. Jo, man kan godt gendigte Kaalunds fabler! Men det er ikke sikkert, at de bliver bedre af det. Tegneren J.Th. Lundbyes originale, sort-hvide illustrationer behøver ikke nærmere introduktion. De er urørlige og i særklasse.