Det er ikke uden grund, at gymnasieeleverne opfører ’En sælgers død’ sådan cirka midtvejs i Simon Glinvads stort anlagte familiedrama ’Jetlag’. Temaet i Arthur Millers amerikanske klassiker – middelklassedrømme under samfundspres – gennemspilles nemlig hos Glinvad, bare i ærkedansk regi og med et persongalleri, der ikke er helt ulig Millers: Den hårdtarbejdende Ernst Novak, rejsende i frokostretter, hans kærligt ambitiøse kone Lizzie og deres to knægte Frank og Daniel. En familie, der står sammen om hæderlighed og nystrøgne skjorter som ubrydelige værdier og en vellykket grillaften på villavejen som fælles mål. Så ligetil, så sorgløst. Hvis blot familiens lyster og ambitioner var konstante og homogene størrelser i trit med omverdenens vilje. Men sådan er virkeligheden ikke. Og det er den, Simon Glinvad (f.1978) har så godt greb om – også i denne hans anden roman. Mindre sikkert håndteret er derimod den fagre ny fantasyverden, der rager nok så samfundskritisk og nok så bombastisk op i horisonten. Ulidenskabelige sidespring I den første ’Petersborg Express’ fra 2005 demonstrerede Glinvad sin fornemmelse for uroen under roen, urenhederne i lakken. I ’Jetlag’ kalder han det også »de mikroskopiske støvkorn i ægteskabets kosmos«. Dem, der tilsyneladende virrer uforpligtende rundt for på et tidspunkt at samle sig, bundfælde sig. Så når Lizzie møfler løs med bortvendt ansigt oven på ægtemandens kollega, ræsonnerer hun ganske pragmatisk, at »det ikke var lystbetonet, men del af en større kosmologi«; når sønnen Daniel i et anfald af omvendt pligtfølelse er sin hustru utro, og når svigerdatter Karen knokler på i et trist forstadshotel for at tilføre sin chef en vis grad af tilfredsstillelse, er det med samme bagatelliserende og ulidenskabelige indstilling til den forbudte kønsakt. Men støvkornene samler sig og de næsten umærkelige sidespring får følger. Bare ikke i nogen indlysende logisk årsag/virkning-dramaturgi. Det smukke i Simon Glinvads kærlighedshistorie – for det er ’Jetlag’ først og fremmest – er, at ægteparret Lizzie og Ernst, der står over for det ultimative hussalg og livets længste ferie, skam vil hinanden som mand og kone til døden dem skiller. Men for deres som for sønnernes forhold gælder det, at kærlighedens reaktioner dukker op med forsinkelse, de små udslag af ømhed parallelforskydes i den evige strøm af misforståede hensyn og stumme kærlighedserklæringer. Bortset fra få højdepunkter af synkroni og følelsesmæssig afstemthed: »Hun kunne lugte ham i et øjeblik, lugte hans krop. Han klappede hendes hånd og rømmede sig på sin måde. Hun lukkede øjnene og forsøgte at bevare øjeblikket«. Sådanne iagttagelser strøs rundhåndet over de mange – også for mange – sider og man lever intenst med familien Novak og deres utallige tilløb til forening, genforening. Og forståelse. Fremtiden skurrer Men tilbage til det, der skurrer, i mere end en forstand. Fremtiden går som et gys gennem den fiktive provins Sjælskov, hvor familien Novak i sin tid byggede deres fremtidsdrømme om synlig velstand og fred for verdens tummel. Et indhegnet reservat ved navn Elysium Bakker lokker nu med sikkerhedskontrol og forbryderfri zone til alle med pengepungen og privatlivet kært. Sønnerne arbejder i et ubehageligt økosystem af et selvforsynende kontorlandskab, og langt fra Ernsts gamle forretningsprincipper, men tæt på familiens inderkreds opererer en betændt medicinalindustri med afrikanere fløjet ind som forsøgsdyr ... Ikke så fiktivt, ikke så fjernt endda, kan nogen med rette indvende, men i Glinvads dæmpede prosa er det nærbillederne og intimsfæren, der står sig bedst. De umiddelbart genkendelige farer som trafikuheld og utroskab, der trænger sig overbevisende på. I bogbranchen taler man altid om den svære toer. Den har Simon Glinvad nu med ildhu og flid kæmpet sig igennem, anmelderen ligeså. Tilbage står en forventning om en på alle måder lettere nummer tre.