Peter Handke er for vigtig til at lade ligge. Og for mange er han for øretæveindbydende til at tage op. Hans nyeste, af omfang lille, roman ’Kali’ er heller ikke nogen entydig oplevelse, men ligesom det grundstof (kalium), som titlen er en ældre betegnelse på, kan den indgå både giftige og gødende forbindelser med den øvrige kemi i miljøet. Der er et forvandlings- og forhåbningstema i den, som nogle vil finde inciterende og andre irriterende, båret som det er af en særlig slags patos, et stedvis højstemt tonefald og utallige hentydninger til civilisationsmyter fra Babel til Tredje Verdenskrig. Grundhistorien handler om en sangerinde, der efter en koncertturné drager bort til et land hinsides sit barndomsland. I en landsby, der er totalt domineret af en saltmine, har hun et kærlighedsmøde med minechefen og er med til at genfinde et forsvundet barn.
En fortæller uden identitet Dermed er kun det mindste sagt – og det er endda ikke sagt særlig tydeligt, for historien fortælles af en slags ikke-alvidende fortæller, der nok har et grammatisk ’jeg’, men ikke nogen identitet, og som fra tid til anden gør sig bemærket ved netop ikke at kunne se og høre ting, som enhver ugebladslæser ville forlange ekspliciteret på stedet. Til gengæld for fortællingens blinde pletter får man så en sært svævende genre, et konglomerat af drøm, fabel, allegori, surrealisme og almindelig sur realisme – og masser af muligheder for at sammenstykke sit eget budskab af de forhåndenværende fragmenter af tungt mytologisk stof. Der er noget regulært fascinerende ved skildringen af den enorme kaliumsaltforekomst, der strækker sig kilometerdybt ned i jorden og aflejrer et hvidt bjerg af mineaffald (’afrømningssalt’) oven på jorden, når arbejderne fra alverdens lande – migrationen som moderne livsvilkår er også et hyppigt besværget tema i bogen – udhuler den med flere og flere minegange, en Babelstunnel i stedet for et Babelstårn. Og det forsvundne barn kan så let som ingenting gøres til et symbol for voksenlivets mistede umiddelbarhed og uskyld, ligesom sangerinden kan ses som et symbol på kunsten eller forarbejdelsen af erfaringen, og den kvindelige præst i landsbyen som en påmindelse om det transcendentale, især fordi hendes prædikener unddrager sig enhver fornuftsgenkendelighed. Stærke associationer Landsbyen hedder Døde Vinkel, på tysk Toter Winkel, hvilket både kan betyde den ’blinde vinkel’, man f.eks. kan have i et bakspejl, og ’den døde afkrog’. Dobbelttydigheden er umulig at få med på dansk, og det peger måske på, at en del af Handkes kunst ligger i associationsfelterne omkring de manifeste ord. Oversætteren Hanne Lund har gjort, hvad hun kunne, og fundet associationsstærke danske ord som »saltherren« (om den ledende mineingeniør) og »forvinter« (om tiden, hvor alle venter på den første sne), men det har nok ikke været nogen taknemlig opgave. Som det tit er med genstridig litteratur, vil man sikkert kunne se mønstre og greb tydeligere ved flere gennemlæsninger. Men efter den første hælder jeg mest til at mene, at Handke kommer lige lovlig let til sin betydningstyngde i denne roman. PS: Nej, titlen har ikke det fjerneste med den hinduistiske gudinde Kali at gøre, selv om det kunne være fristende at tro det.