På et mørkt loft sidder to kvinder fordybet over fragmenterne af Andrea D’s livshistorie. I stuerne under dem famler deres demente mor rundt i et stadig mere tåget landskab efter resterne af sin egen erindring. Tabte og erindrede minder spiller med andre ord en rolle på begge etager. Men hvor kvinderne på loftet møjsommeligt får samlet brikkerne til et meningsskabende billede, blæser de for vinden for den gamle kone nede i stuerne. Skåret til benet er dette, hvad norske Margaret Skjelbreds andet danske romanudspil, ’Andrea D’, handler om; hukommelsens anatomi. Og i lidt videre forstand hvad hukommelsesmæssig klarhed betyder for identitet – og tilgivelse. Historien må stykkes sammen, inden den går tabt Jødiske Andrea D er resultatet af en voldtægt begået mod hendes 16-årige mor i en høstak lidt uden for Vilnius i 1911. Hendes liv tager sig mestendels ud som én lang vandring gennem en krigshærget verden, med enkelte pitstop af længere eller kortere varighed i lande som Polen, Litauen og Japan. På sin vej stifter hun familie med jødiske Shimon, mister den igen under tragiske omstændigheder og flygter over hals og hoved både fra nazisterne og de traumer, tabet af familien har påført hende. Da den unge Eber tager hende under sine vinger og skubber hende tilbage på sporet af liv, trækkes der paralleller til omstændighederne omkring mødet mellem hendes egne forældre flere årtier før. Men Andrea D er slet ikke færdig med at vandre, for vandringen tilbyder hende forløsning, men er samtidig en byrdefuld skæbne, hun ikke kan undslippe. Dette udgør hovedtrækkene i det livsportræt af Andrea D, som kvinderne på det norske loftkammer efterhånden får stykket sammen. I kamp med tiden i mere end én forstand må kvinderne stykke historien sammen, inden den går tabt for altid. Som sidegevinst dukker brikker til deres egen livshistorie op undervejs og klarlægger dunkelhederne omkring kvindernes sande identitet. Sindsbillede på en fragmenteret erindring Skjelbreds roman lægger ud med at holde læseren ti skridt fra livet med sin overflod af naturmetaforik, der flagrer fragmentarisk rundt og er vanskelig at afkode betydningen af. Lidt på afstand – præcis inden man taber modet – indser man imidlertid grebets genialitet. De metaforiske stumper fungerer som sindbillede på en fragmenteret erindring, en bunke usorterede snapshots, der ikke nødvendigvis kommer kronologisk, og hvor steder og personer i begyndelsen kun rammer hukommelsen med vage berøringer, men efterhånden trækker gardinet fra til en fuldstændig klar og sammenhængende erindring. Med grebet udkrystalliserer Skjelbred ikke blot fortællingens grundtema, hun giver tilmed læseren adgang til selv samme mentale proces, som kvinderne på loftet befinder sig i. Og så snart dén dør er åbnet, bosætter man sig uden videre betænkelighed i mørket mellem flyttekasserne, jamrer og glædes over kvindernes erindringsfund og krammer igennem til afsked, når fortællingens sidste sider er vendt. Husker ikke, hvornår jeg sidst har været ude i så turbulent romanlæsning, først snotforvirret over, hvor turen mon går hen, siden dybt taknemmelig over at være blevet inviteret indenfor i Skjelbreds poetiske univers. Store ord måske, men ’Andrea D’ nærmer sig et mindre mesterværk.