En dreng - ingen alder angivet - bor med sin mor i et socialt boligbyggeri. En dag afbryder han »den aftalte morgentavshed« og siger, at han har fundet Morfar nede i sandkassen. På forventelig forespørgsel trækker han et øje op af bukselommen og spørger, hvor resten af Morfar er. Stramt værk Morfar ville klare sig selv i sin alderdom, men så forsvandt han og blev, viser det sig, indfanget sammen med andre løsgående og suspekte subjekter i overvågningssamfundet Byen, dræbt med en sprøjte, opløst og muret ind i Muren. Dette kunne udarte til grotesk pjat for pjattets skyld, som det ofte sker i dette land. Det kunne også blive patetisk. Heldigvis sker ingen af delene. Med denne medrivende og underholdende dystopi har Lone Munksgaard Nielsen (født 1968) leveret et stramt værk og et overbevisende kunstnerisk bidrag til overvågningsdebatten. Stregkode på skulderen I stedet for en lang og detaljeret roman, hvor pointen bliver skåret ud i pap, har hun heldigvis skåret alle de trælse mellemregninger fra og kogt ind og kogt ind til 111 koncentrerede scener (bemærk tallets lighed med en stregkode), som man flyver igennem med lige dele gys og fnis og en eftertænksom eftersmag. Apropos eftersmag, så ernærer Byens indbyggere sig ved at skrabe næringsholdige svedkrystaller af hinanden, døde som levende... Alle indbyggerne i Byen har en stregkode tatoveret på skulderen, så Overvågningen ved hvor de er. Kun de særligt mærkede må forlade Byen. (Det bliver for øvrigt systemets - midlertidige? - undergang). Samtidig går nogle gamle damer fra Ældreklanen rundt og tvangsinseminerer sagesløse kvinder for at få opbrugt det sidste pulver i den fejlslagne 'Am-dit-barn' kampagne. Det skal nedbrydes af kvindernes kroppe, for i stedet for at få børn til at vokse hurtigt (»Hvad skal samfundet med de 0-14-årige?«), fik en fejl i pulveret børnene til at dø af alderdom før fødslen. Vellykket kunstværk Der er selvfølgelig spor af Margaret Atwoods 'Tjenerindens fortælling' og også af det absurde teater i 'Stregkoden', som står på skuldrene af en solid tradition, også herhjemme. Men alligevel er dette en dybt original lille spændingsroman. 'Stregkoden's personer har navne som Sortbørshandleren, Mureren, Chefen, Kvinden etc. , men de indgår efterhånden i genkendelige menneskelige relationer, om end alle med et vrid, (eller twist på nudansk). De lurer skurkene på bedste 'De Fem'-vis, men her er ikke tale om triviallitteratur, camoufleret i science fiction gevandter. Lone Munksgaard Nielsens virke som digter (med adskillige samlinger bag sig) fornægter sig ikke. Det er en af grundene, til at 'Stregkoden' er vellykket som kunstværk. Hverken patetisk eller kold En anden grund er slagfærdigheden og Drengen som et rørende, humoristisk indslag. Han går trolig rundt med sin Morfar (dvs. hans øje) i lommen hele tiden, men han har også en biologisk far, og her forener forfatteren faderløshedstemaet med en vis overraskelseseffekt sidst i 'Stregkoden'. Den er først og fremmest upatetisk uden at være kold. En herlig bog for alle aldre. Lene Espersen og andre overvågningsfreaks burde tvangsindlægges til den, og Birthe Rønn Hornbech vil få sine værste anelser bekræftet. Såmænd om det ikke også lykkes Lone Munksgaard Nielsen - ganske indirekte og i en anden sammenhæng - at give et billede på en bestemt opfattelse af integration: »En gruppe af de nye ældre slog sig sammen. De aftalte en måde at holde håndtasken på, så de altid på afstand kunne se, om de nærmede sig nogle af de oprindelige eller nogle af deres egne«. Genkendelsen er nødvendig, fordi de nye ældre har det i øvrigt ret makabre formål at dræbe de oprindelige og skære stregkoden af deres skulder, så de selv kan optræde som en af de oprindelige i bybilledet, »og ingen på Overvågningen ville undre sig«. Læs 'Stregkoden', før det er for sent.