I tredive år har historien om ’Frække Friderik’ ligget og dovnet den af i en papkasse. Ole Lund Kirkegaard tegnede og fortalte i slutningen af tresserne historien for sin datter Maya. Senere gik værket i glemmebogen. Først nu under oprydning er det lille hæfte med maskinskreven tekst og forunderlige fedtfarver dukket op igen. Det er som at genfinde guldhornene. Oprydning er godt! Vi står alle sammen på skuldrene af Ole Lund Kirkegaard. Hvor var vi henne uden Gummi-Tarzan eller Orla Frø-Snapper? Selv kunne han ikke bære denne vægt i længden, men før sin alt for tidlige død nåede han at opfinde et nyt sprog imellem børn og voksne. Det har vi talt siden. Især om foråret. Lund Kirkegaard åbnede vinduet, ja, han tog det nærmest helt af, så virkeligheden blev syrlig og synlig. Aldrig er et ondt ord eller en belæring kommet fra hans skrivemaskine. Kun varme følelser og længslen efter frihed. Høj fedtfarveføring Store ord! Men de passer også på Frække Friderik, der sover til langt op ad dagen på sin tørresnor. Friderik platter sig igennem tilværelsen ved at love de voksne, at han vil komme og hjælpe dem. Således får han morgenmad, eftermiddagsmad og underholdning om aftenen. Vel hjemme fra cirkus lægger dovne Friderik sig med alt tøjet på – også skoene – i sin seng på tørresnoren. Alt er godt! Men nej! Det er det ikke – i hvert fald ikke for Friderik – for næste dag, meget tidligt står lillebyens handlende og repræsentanter for underholdningsbranchen nedenunder tørresnoren og kræver arbejde. Stakkels Friderik må knokle. Han bliver så sur, at han flytter fra byen. Og ingen har set ham siden. Sådan en far er god at have på sengekanten! Historien er ægte forbavset over, at den er blevet fundet på. Ordene er helt nede i jordhøjde. Gentagelse fremmer forståelsen. Og tegningerne er indlysende i al deres ynde og kraft. Lund Kirkegaard maler med begge hænder i den glade ende af farveskalaen. Der er svæv og rytme i billederne, høj fedtfarveføring og dristige farvevalg. Alle mennesker er rare mennesker. Og solen er som ild.