En aldrende forfatter fortæller i dagbogens jeg-form – og som led i sin egen sorgterapi efter en kvinde – hvordan han ville skrive om en poet, men stødte ind i dagbøger efter poetens ven, en nu ukendt billedkunstner.

Den første, blå dagbog er skrevet i Første Verdenskrigs skyttegrave, og nøglen til dén ligger i den grønne og til sidst den røde dagbog. En forhistorie, der tilsammen gengiver den sørgende forfatter og fortæller en uventet ’mening’ med livet. Så han kan dø.

Lyder det ikke som en rammefortælling af den modernistiske slags, som f.eks. Borges, Blixen eller helt nutidige Paul Auster er specialister i: Ved at lade den inderste, opdigtede historie virke tilbage på den ramme, hvori den fortælles, åbnes der for, at rammens og læserens tilsyneladende ’virkelighed’ kan være lige så fiktiv som kernen.

Digtningens særlige evne til at løfte sig selv op ved det hår, den lige har opdigtet – og så holde sig svævende som en sæbeboble uden jordforbindelse. Den æstetiske dimension som den eneste erkendelsesform, vi kan være fælles om.

Sådan fungerer historien i ’Den røde dagbog’. Som man derfor oplagt ville kalde en graphic novel, en tegneserieroman – hvis ikke det lige var for formatet, 23 x 31,5 cm.

En smuk billedfortælling
Altså i stedet: et ’album’ – som på det fransksprogede marked, hvor ’Le carnet rouge’ da også oprindeligt udkom hos forlaget Soleil. Teddy Kristiansens forrige ’It’s a bird’, med tekst af Steven T. Seagle, fik i 2004 Eisner-prisen og blev af den amerikanske udgiver DC kaldt en ’graphic novel’.

Pæredansk, nu bosiddende i Gentofte og desuden beskæftiget i tegnefilmbranchen har den 44-årige tegner været mere udgivet i udlandet, siden han i 1990 sammen med Niels Søndergaard skabte ’Superman og fredsbomben’ og i 1993 blev Eisner-nomineret for sine bidrag til det amerikanske Tarzan-blad.

’Den røde dagbog’ er en usædvanlig smuk billedfortælling, grafisk og litterært meget ambitiøs. Den baglæns oprulning af fortidshistorien om den mesterlige, men senere helt glemte billedkunstner Philip Marnham, der skrev dagbøgerne og kom i krig; opklaringen omkring et mystisk maleri, ’Portræt af ung kvinde med fløjte’, tilskrevet Vermeer; og dermed også den langsomme belysning af fortælleren, William Ackroyds, egen historie ... det er alt sammen krævende arbejde, også for læseren.

Ambitiøs dansk tegneserie
Men sliddet belønnes! Tekstvinduernes forskellige sats og farvebaggrund hjælper til at skelne mellem tidsplanerne, og med sin raffineret douce farveholdning og let skitserede konturstreger, kun på figurnærbillederne, mimer Kristiansen både det tilslørede og tidens slid på de fortidige scener og begivenheder.

Rammefortællingen med tidsforskydninger har f.eks. Neil Gaiman og hans tegnere på ’Sandman’ før udnyttet effektfuldt, men grafisk ligger Kristiansen tættere på spanske Miguelanxo Prados sagtmodige tegneseriestudier (’Kridtstregen’, ’Berøringer’) i fremmedgørelse og ensomhed.

De velbegrundet palimpsestagtige lag på lag af skrift og fortælling som kunstnerisk erkendelsesform gør ’Den røde dagbog’ til en af de mest ambitiøse danske tegneserier hidtil. Roman eller ej.