Jeg hedder Schniff«, begynder han – og dét gør han også, gadedrengen.

Sniffer lak og lim – og hemmeligheder, som dén om de natlige transaktioner ved en læsserampe i det nedslidte fabriks- og (vester)brokvarter. På et af hjørnerne står en trio og klimprer: »Er du syg og træt og tung om hjertet? / Sig det til Jesus ... «

Ja, det skal fedt hjælpe, tænker vi tidselgemytter, og det samme gør vist en af gelænderlærkerne. Lilith, hedder hun, ligesom Evas apokryfe og nok så oprørske forgængerske.

Hun er smuk og blind, og da narkosmuglerne (eller hvad de nu var) kører hendes førerhund ned, træder Schniff belevent til: »Hvis du holder i min skulder, så går vi«. De to vil begrave vovsen – og støder på et skelet. »... af en pige. Hun er femten. Har været død i lidt over to år«, konstaterer Lilith med en hånd på knoglerne. Se kan hun ikke, men hun er synsk!

En pilgrimsfærd i slummen
Jennie hed den afdøde Lille miss Nobody, og hun var ven med mesterbokseren Lenni – og ganske rigtigt: Vi er ovre i en Steinbeck’sk omgang mus og mænd. Men ’opklaringen’ interesserer nu ikke tegner og tekster helt så meget som vejen ad hvilken vi når til den: Via lokaliteter som stripbaren Paradiset, de hjemløses Herberg, tyvekongen Fagins hovedkvarter og Lighuset, hvor politiet prøver at rekonstruere skelettets ansigt, kommer Schniff og Lilith om kap med strømeren Q byen rundt på sporet af pigens død. Og selv med nattens skumle gorillaer i hælene – foruden en strejfende storbyræv, der hele tiden dukker op med en dukke i flaben.

En bemærkelsesværdig dansk tegneseriedebut er det. Plottet er nok lovlig skematisk og typerne for typiske for min smag, men de tos pilgrimsfærd i slummen er en køn hyldest til vort korte liv og de afmægtiges eneste våben: venskabet!

En usentimental kærlighed til byens ydmyge steder og eksistenser er heller ikke til at tage fejl af i Bregnhøis letsyrede streg – tidligere blandt andet kendt fra dagbladet Information – med den sikre beherskelse af lys, blåskygger og kulsorte flader af myldrende mørke.